Fortsæt til indhold

Så tager vi cyklerne frem

Det traditionsrige Bakkeløb byder endnu en gang velkommen til masser af højdemeter

Sport
Arkiv

Snart lyder startskuddet for det traditionsrige Bakkeløb endnu en gang. Gruppevis bliver deltagerne sendt ud på bakkerne i Skanderborg Kommune, og der skal cykles enten 84 kilometer eller 118 kilometer.
Bakkeløbet arrangeres af Lions Club Hørning og Skanderborg Cykel Klub. Flemming Pedersen fra Lions Club Hørning forventer omkring 500 ”professionelle” motionister til start. Det kan blive flere, hvis vejrudsigten er kemisk renset for regn.
Ud fra den gamle talemåde ”uden mad og drikke....” og erfaringer fra vore kollegaer, der arrangerer Tour de France og Giroen, har vi naturligvis også et depot placeret midtvejs på ruten, hvor rytterne kan få energidrik, vand og frugt. Vi har placeret depotet på toppen af legendariske Yding Skovhøj, så belønningen for at komme helt op er dobbelt. Du får fyldt depoterne op, og så det går ned ad bakke, men kun et kort øjeblik.
Efter adskillige bakker nås Hørning igen via Søvejen, der er ny på ruten. Efter i flere år at have været mere hullet end en golfbane, er Søvejen nu bragt tilbage til fordums storhed.
”Vi takker kommunen for dette bidrag til et vellykket Bakkeløb,” udtaler Flemming Pedersen.
Bakkeløbet foregår søndag 28. april klokken 10. Der er start og mål ved Hørning Hallen.