Fortsæt til indhold

FC Skanderborg- spiller skriver kontrakt med AGF

15-årige Oskar Buur bliver den første spiller i klubben, som får en ungdomskontrakt i AGF

Sport
Arkiv

AGF har indgået en treårig ungdomskontrakt med Oskar Buur, der har fået sin fodboldopvækst i FC Skanderborg. Allerede i en alder af fire år startede Oskar Buur med at spille fodbold i FC Skanderborg. I 2010 og 2011 deltog han på AGF's talenthold for spillere i samarbejdsklubberne, inden han for godt et år siden tog springet til AGF.
Her er han i dag en af de fremtrædende spillere på AGF's U15-hold, hvor han både har været brugt som højre back, i midterforsvaret og på midtbanen. Det er blandt andet på grund af denne alsidighed, at AGF har tegnet en ungdomskontrakt med ham.
"Uanset hvor Oskar spiller på banen og mod hvem, falder det hele meget naturligt for ham. Han spiller med en ubesværethed og stor glæde, og er altid i stand til taktisk og teknisk at tilpasse sig den udfordring, han står over for. Det fortæller os, at han har et stort potentiale, siger AGF's talentchef Casper Bugge.
15-årige Oskar Buur er glad for, at den flid, han lægger i træningen, er blevet belønnet med en ungdomskontrakt.
"Det gør mig stolt at få så stort et skulderklap. Siden jeg skiftede til AGF, er min udvikling kun gået fremad. Nu gælder det bare om at fortsætte denne udvikling - at blive bedre og hele tiden tage skridt i den rigtige retning," siger Oskar Buur.