Blodhundene bider fra sig
BMI Bloodhounds herrehold i basket er rykket op i 1. division efter en forrygende sæson
BMI Bloodhounds herrehold har været helt suveræn i sæsonen med 17 sejre og kun tre tabte. Det har betydet, at holdet nu er rykket op i 1. division.
Der er tale om lidt af et basket-eventyr, for på bare fem år har BMI Basket rykket fra seriebold og op gennem divisionerne.
Spillende træner Alan Madsen fortæller, at der hele sæsonen har været stor spilleglæde og imponerende spil fra samtlige blodhunde.
“Holdet består af en masse spillere, som har været med hele vejen og har lært en masse herigennem. Yderligere består holdet af en god blanding af både store og små spillere. Grundlæggende for holdet er, at alle har lyst til at spille, træne og lære basketball. BMI har som klub også formået at bygge en klub op, som spillerne er glade for at komme i,” siger Alan Madsen.
Nu skal klubben i gang med at tænke i tilgang, da nogle af spillerne flytter fra byen på grund af studier, og samtidig skal klubben også i gang med at finde finanser, så den kan begå sig i 1. division.
Selv om successen har været stor, er det dog ikke ligaen, der er målet næste sæson.
“Vi skal have lov til at glæde os over, at vi sikkert vandt 2. division. Herefter er ambitionen at bide os fast i 1. division og ikke at rykke ned,” siger Alan Madsen.