Idrætten i Hammel behandles ikke fair
En af de store kunder hos Hammel Idrætscenter, badmintonafdelingen i Hammel GF, melder nu klart ud, at der er brug for en fjerde idrætshal i idrætscentret.
Den fjerde hal
På generalforsamlingen i Hammel GF badminton bakkede formanden, Lars Hvedegaard, op om bestræbelserne på at få Favrskov Byråd til at godkende byggeriet af en fjerde idrætshal.
"Haltimerne i idrætscentret er hårdt booket, og vi har hvert år en kamp om haltiderne med de øvrige brugere af idrætscentret.
I år var der ansøgninger om 26 timer bare indenfor HGF-regi, som ikke kunne tildeles. Hertil kommer ønsker fra andre klubber," sagde Lars Hvedegaard
Ikke fair behandling
Han mente heller ikke, at Favrskov Kommune behandler idrætscentre og Hammels idrætsforeninger fair, når det gælder udbygning med nye idrætsfaciliteteter.
"Det virker som om, at byrådet hellere ser nye haller i Hinnerup og Hadsten, selv om hallerne i Hammel benyttes allermest," sagde Lars Hvedegaard.
Kontingent stiger
Øgede udgifter til halleje har betydet, at badmintonafdelingen har måttet hæve kontingenterne. Med halharmoniseringen håber badmintonafdelingen, at hallejeudgifterne kan holdes i ro i de kommende år.
HGF badminton har små 330 medlemmer og kan melde om både lidt flere ungdomsmedlemmer og lidt flere seniormedlemmer. Derimod er antallet af voksne motionsmedlemmer faldet en smule. Sportligt kunne formanden melde om et fint år med mange gode resultater.
Susanne Østerby blev nyvalgt til bestyrelsen.