Hullede veje udfordrer cykelløb i Skanderborg
Flere ruter lægges om før afviklingen af Danmarks Højeste Cykelløb Kristi Himmelfartsdag
Når omkring 700 cyklister på Kristi Himmelfartsdag kører ud på ruterne i Danmarks Højeste Cykelløb i Skanderborg Kommune, kan flere af dem se frem til en anderledes rute end planlagt. Omkring Vitved ved Skanderborg er den oprindelige rute nemlig så medtaget efter vinteren og flere års manglende vedligeholdelse, at arrangørerne vurderer, at det ville være uforsvarligt at sende cyklisterne i den retning.
"Vi har været i kontakt med kommunen for at gøre opmærksom på nogle af de værste strækninger.. Det betyder, at Lyngbakken skulle være i orden nu, men imellem Vitved og Virring er der et sted, hvor vi er nødt til at køre en anden vej end planlagt," siger Jesper Nordland som er en af arrangørerne bag den 31. udgave af løbet.
På eget ansvar
Der er allerede nu 653 forhåndstilmeldte, så chancen for at møde en cyklist eller ti omkring Yding Skovhøj, Ejer Bavnehøj, Stilling Sø, Skanderborg Sø, Mossø og Salten Langsø er absolut tilstede i morgen.
"Det er ikke alle veje, der er lige gode at køre på, så vi vil gerne benytte lejligheden til endnu engang at gøre deltagerne i løbet opmærksomme på, at det er på eget ansvar, når de kører ræs. Danmarks Højeste er et motionscykelløb. De mere professionelle er selvfølgelig meget velkomne til at køre med, men vi har eksempelvis ikke været ude at feje vejene for småsten først, så man skal huske at køre efter forholdene og overholde færdselsloven," lyder opfordringen fra Jesper Nordland.