Først blev de ramt af uvejr - nu inviterer de til gratis fodbold
Lyn og torden afbrød kampen mod Skovbakken. Nu skal den spilles igen og denne gang er der fri entré
Skanderborgs 2. divisionshold har været usædvanligt hårdt ramt af aflyste kampe på grund af uvejr. Hele to kampe er blevet fløjtet af før tid på grund af lyn og torden. Mens DBU endnu ikke har afgjort, om den afblæste kamp mod Thisted skal spilles helt om eller skal genoptages fra det tidspunkt, hvor den blev fløjtet af, ligger det fast at kampen mod Skovbakken skal spilles om. Den kamp blev nemlig allerede stoppet efter ti minutter, mens kampen mod Thisted først blev fløjtet af efter 57 minutters spilletid på et tidspunkt, hvor modstanderen førte 1-0. I anledning af at kampen mod Skovbakken spilles om på Wannafind Stadion i Dyrehaven i Skanderborg klokken 19 tirsdag 28. maj inviterer FC Skanderborg til en omgang gratis fodbold..
"Mød op tirsdag aften, så vi kan få opbakning til denne spændende kamp mod formstærke Skovbakken," lyder opfordringen fra FC Skanderborg, som i den seneste kamp anden pinsedag måtte se sig slået af Næsby med 3-0.