Fortsæt til indhold

Denne gang var uvejret på FC Skanderborgs side

Hjemmebanekamp ramt af lyn og torden igen, men tredje gang var lykkens gang for det lokale 2. divisionshold

Sport
Af Bettina Sønderskov

Efter at to kampe imod Thisted og Skovbakken for et par uger siden, blev aflyst på grund af heftigt tordenvejr, skulle FC Skanderborg tirsdag aften spille kampen mod Skovbakken om på Stadion i Dyrehaven. Men ak. Allerede efter 25 minutter rullede et voldsomt uvejr med lyn og torden igen ind over hjemmebanen, så kampen måtte fløjtes af før tid. Efter 25 minutters pause fra kampen stilnede uvejret dog af, så kampen kunne gennemføres.
"Vi var forberedte på, at kampen nok ville bliev aflyst på grund af et kortvarigt uvejr, men alle var indstillede på, at vi ville gå meget langt for at få gennemført den her kamp," siger cheftræner Claus Christiansen.
De to aflyste kampe mon Thisted og Skovbakken har lagt maskimalt pres på FC Skanderborg, som i forvejen har et presset kampprogram frem til sæsonafslutningen 23. juni.
Claus Christiansen er derfor ovenud tilfreds med, at dommerne også var med på at give uvejret en chance for at passere den hårdt prøvede hjemmebane i Skanderborgs dyrehave.

Uvejr vendte kampen

Uvejret gav tilmed spillerne fra Skanderborg tid til en pep-talk i pausen, så de efter en kamp, hvor Skovbakken havde overtaget før uvejret, fik overtaget efter den ufrivillige pause.
"Vi fik lige justeret nogen ting, som gjorde at vi kom ud og vendte kampen så meget, at vi vandt med 3-1. På den måde kan man faktisk sige, at uvejret kom meget belejligt denne gang," siger Claus Christiansen.
Sejren betyder, at FC Skanderborg nu ligger på en 7. plads i rækken og holdet er nu kun 1 sejr fra oprykning til serie 1.
Inden den endelige placering bliver afklaret, skal FC Skanderborg blandt andet møde Thisted igen den 12. juni.
"Sidste gang vi spillede mod dem, blev kampen jo også aflyst på grund af uvejr, så det bliver spændende at se, om vi kommer igennem den kamp uden lyn og torden," siger Claus Christiansen, som synes, at det er lidt underligt, at der stort set kun har været tordenvejr i Skanderborg de tre aftener, hvor FC Skanderborg har spillet på hjemmebane.