Fortsæt til indhold

Derbyfavoritten lyste op i Klampenborg

Det blev en god dag for favoritten Koo Koo Sint, hvis ejere dog måtte afvente dommernes kendelse, inden de kunne juble

Sport
Af Carsten Bundgaard

Derbyfavoritten Koo Koo Sint lagde godt fra land, da den sæsondebuterede Kristi Himmelfartsdag på græstæppet i Klampenborg. Efter et defensivt oplæg kom hesten i angreb på opløbsstrækningen, og Søren Jensen-trænede Koo Koo Sint afgjorde nemt Dansk 2000 Guineas Trial på en god slutspeed foran Fair Quest fra Bent Olsen-stalden.
Kredsen bag vinderen måtte dog igennem nogle nervøse minutter efter løbet, da der kom protest fra andenhestens træner Bent Olsen. En protest mod jockey Elione Chaves, som sad på ryggen af måletteren.
"Jeg blev helt klart generet", forklarede Jacob Johansen til Bent Olsen i minutterne efter løbet, men voldgiften var ikke enig og afviste protesten.
Det blev også hjemmesejr i hoppernes Mowerinaløbs Trial. Bent Olsen-trænede Palagirl overraskede både spillerne og træneren ved at sejre foran Søren Jensen-staldens Annaboda. For begge hestes vedkommende var der tale om sæsondebut.
"Palagirl er desværre ikke meldt til i Mowerinaløbet den 19. maj. Hun må derfor til Sverige og løbe i det klassiske Dianalöpning på Täby i Stockholm", forklarede Bent Olsen.
Veteranen Ole Larsen havde en jubeldag. Den 10-dobbelte derbyvinder sadlede to heste, og begge havnede i vinderskabet. Vinderne Lady In The Sand og Lumineuse plettede begge for første gang.
"Heldigt vi kunne købe Lumineuse. Den var ellers solgt til anden side. Men så gik handlen tilbage, da den havde to små mus i et bagben. Vi tog chancen og betalte for operationen, og det er vi glade for", siger Ole Larsen.
Lumineuse ejes i 20 anparter. De mange ejere skinnede om kap med solen i vindercirklen i Ordrup Mose.