Fortsæt til indhold

Nørager gider ikke fedtspille med ambitionerne

Nøragers seniortrup er ikke blevet bredere i vinterens løb, men cheftræner Allan Haslund ser alligevel optimistisk på sæsonens muligheder for førsteholdet i Serie 1

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Afgang af midterforsvareren Ulrik Rytter og målsluger Rasmus Nørgaard og ingen tilgang af nye folk har ikke just styrket bredden i Nøragers førsteholdstrup. Rytter, der bor i Auning, har valgt at spille her, medens Rasmus Nørgaard på grund af arbejde på Grundfos i Bjerringbro og studier i Aalborg har været tvunget til at sætte fodboldspillet på stand by.
”Jeg har forsøgt at tilføre et par spillere, men uden held. Vi klarer os med de spillere, som vi har til rådighed, og de er bestemt også gode og er vokset med opgaverne hidtil, så kan vi undgå skader i større omfang, skal vi nok klare os godt i Serie 1,” siger en optimistisk cheftræner Allan Haslund, der har kontrakt med Nørager 2013 ud.
Han forventer i løbet af sommeren at få styr på sin trænermæssige fremtid, men det er ikke noget, han skænker en tanke lige nu. Haslund vil ved udgangen af 2013 have været cheftræner i Nørager i fire år. Klimaks kom i efteråret 2011, hvor førsteholdet rykkede op i Serie 1.

14 hårde kampe venter

Fokus i øjeblikket er sammen med spillende assistenttræner Martin Andersen at få sammenspillet holdet til de opgaver, der venter fra først i april og til slutningen af juni.
14 hårde kampe i Serie 1, som alle bliver spillet på et niveau, der ikke er for mentale tøsedrenge.
”Vi sluttede sidste sæson på en flot tredjeplads i Serie 1. Klubbens bedste til dato, og jeg gider ikke melde defensivt ud, så vores målsætning skal naturligvis være at forbedre tredjepladsen,” understreger en ærlig Allan Haslund.
Han gentager dog, at det bliver svært, hvis skaderne – 7-9-13 – lige pludselig begynder at vælte ned over truppen.
”Det har vi heldigvis været forskånet for indtil nu i min tid i Nørager, hvor vores gode træningstilstand og samarbejdet med fysioterapeut René From har gjort underværker,” siger Haslund, der været glad for at kunne benytte den nye kunstgræsbane i Vivild her i opstarten.
”Det har givet os nogle klare fordele og motiveret mange spillere til at komme til træning. Det har dog knebet lidt mere med andetholdsspillerne, når der har stået løb på programmet,” griner Haslund.

Nye andetholdstrænere

Netop andetholdet, der spiller i Serie 5, har fået ny trænerduo i form af to gange René med efternavnene Jensen og Bang.
To ægte Nørager-drenge, der har afløst Allan ”Klemme” Jensen.
”De to fortjener alt mulig opbakning, og jeg er glad for samarbejdet. Deres engagement er stort, og de vil noget med fodbolden.”

Sammenholdet er 12. mand

Nørager stiller med hold i Serie 1, Serie 5 og et hold i DGI's hverdagsrække.
”Vi er vel 35-40 seniorspillere, og der går lidt tid, før næste generation er parat (U13, red.),” siger Haslund.
”Men det er også flot af en lille by som Nørager at kunne stille tre seniorhold, men det skyldes helt sikkert det gode sammenhold og den ånd, som er i byen og klubben. Netop sammenholdet har bragt os langt, og det bliver også afgørende i denne sæson, fordi det får os til at rykke tættere sammen i bussen og hjælpe hinanden, når det går mindre godt.”

Blandet optakt

Nøragers træningsresultater har været en blandet landhandel. Både Søren Bai og Christian Mørch har døjet med skader, men Allan Haslund har et fromt håb om at se dem i fuldt vigør inden længe.
”Vi har som altid spillet mange træningskampe og både vundet, tabt og spillet uafgjort. Den modstander, som har imponeret mig mest, er Aastrup-Hammelev fra Serie 2, som vi tabte 3-0 til. Et ungt hold med mange, meget hurtige og boldfaste spillere, som jeg tror vil præstere på højt niveau i denne sæson,” siger Allan Haslund, der skulle have sendt sit hold i kamp om point første gang lørdag 30. marts på udebane mod Dronningborg, men kampen er aflyst på grund af baneforholdene i Dronningborg.
Første hjemmekamp er lørdag 6. april, når Hornslet gæster Nørager Stadion i det første af fire lokalopgør. Hvorvidt den verserende dommerkonflikt spænder ben for afviklingen af kampen, er det endnu for tidligt at sige noget om.
Senere venter der nemlig også to knaldkampe mod Kolind-Perstrup.
”Lokalopgør er altid spændende, så dem ser vi frem til, ligesom vi ser frem til at se, hvordan niveauet er på de øvrige hold.”