Fortsæt til indhold

Mangel på respekt

KPIs fodboldformand Poul Hansen savner forståelse hos Syddjurs Kommune for, at stadion i Kolind kun blev til noget, fordi KPI selv smed en halv million i projektet plus masser af ulønnede mandtimer

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Kolind-Perstrup valgte at starte fodboldsæsonen lørdag eftermiddag, hvor klubbens to bedste seniorhold tørnede ud på Kolind Park på trods af, at Syddjurs Kommune havde henstillet til først at benytte stadion tidligst efter 17. april.
"Vi vurderede, at vi skulle i gang nu, og at banen var klar," siger KPIs fodboldformand Poul Hansen.
"Jo flere kampe vi må udsætte, jo mere belaster vi banerne i de næste to måneder, når vi har så mange hold som os," påpeger han.
Trods PUK-udvalgsformand Jesper Mathiesens fremstrakte hånd på lokalavisen.dk lørdag til at finde en løsning specifikt for KPI, fordi klubben ligger inde med en dyr græsslåmaskine, der ikke benyttes mere, fordi kommunens Veje og Anlæg har overtaget pasningen af fodboldbanerne i Kolind fra årsskiftet, har det ikke mildnet Poul Hansens syn på Syddjurs Kommune.
"Det er fint nok, at Jesper Mathiesen forklarer, at der har været en udbudsrunde, som kommunens Veje & Anlæg vandt, men jeg savner forståelse for, at det rent faktisk er os selv i KPI Fodbold som gjorde det muligt, at vi fik et nyt stadion i Kolind," siger Poul Hansen.

Halv million plus mandtimer

Ifølge Poul Hansen smed KPI selv i omegnen af 500.000 kroner i stadion-projektet plus "et hav af frivillige mandtimer".
"Det kan vi bevise sort på hvidt," lover han.
Kolind Park blev indviet fredag 6. juni 2008, da klubbens bedste seniorhold, dengang i Serie 4, mødte Lisbjerg FC.
Inden indvielsen var der arbejdet mange timer med at omdanne den tidligere grusbane og naboarealet til et nyt storstadion.
"Derfor betragter vi også i KPI stadion, som vores eget projekt, fordi vi aldrig havde fået det, hvis vi ikke selv kunne stille både penge og arbejdskraft til rådighed. Kommunen kunne da slet ikke," siger Poul Hansen.
"Men det er som om, at kommunen enten er helt uvidende om historien eller måske har glemt den."

Vil helst passe sig selv

KPI Fodbold har i fire år selv stået for at passe det kommunale baneanlæg i Kolind som et forsøg og med rådgivning fra kommunens gartnere. KPI har selv indkøbt det nødvendige maskinel og årligt fået 107.000 kommunale kroner til at klare opgaven, ifølge Poul Hansen, til at klare opgaven.
"Aftallen har været, at vi selv skulle finansiere gødning af banen, men ellers har frivillige sørget for, at arbejdet er blevet udført til punkt og prikke, og mig bekendt har vi aldrig fået kritik af kommunens folk," siger Poul Hansen.
"Jeg ved fra møder med kommunens folk, hvor andre klubber har været med, at det kun er os, og måske IF Midtdjurs, der har et ønske om at passe deres baneanlæg selv, så det er ikke fordi de andre ikke er blevet spurgt. Vi mener, at både vi og kommunen får mest for pengene, hvis vi selv løser opgaven, fordi vi får nogle baner, der altid er i perfekt stand."
Poul Hansen henviser til, at Kolind Park på hjemmesiden ligabold.dk i sidste sæson blev kåret til bedste stadion blandt Serie 1 klubberne i den række, som klubbens førstehold spillede i.
"I KPI er vi interesseret i, at vores spillere og trænere har optimale betingelser, og vi mener, at vi har bevist, vi godt kan selv, når det drejer sig om at passe banerne, så det synes jeg, kommunen skal lytte til."