Fortsæt til indhold

Kredsmesterskab til håndboldpiger fra IF Midtdjurs

IF Midtdjurs vandt kredsmesterskabet i U10A søndag eftermiddag med en sikker finalesejr på 14-8 over Vorup FB

Sport
Af Martin Schultz

Søndag eftermiddag hjemtog U10 håndboldpigerne, årgang 2002-03, fra IF Midtdjurs kredsmesterskabet i A-rækken, da holdet besejrede Vorup FB i kredsfinalen med 14-8 efter pausestilling 5-5.
Finalen blev afviklet i Ulvehøjhallen, der er Vorups hjemmebane.
Begge hold havde kvalificeret sig til finalen ved at vinde deres respektive kredse i den del af Jysk Håndbold Forbund, der hedder kreds 4.
Vorup havde vundet sin pulje ret suverænt, medens IF Midtdjurs faktisk kun kvalificerede sig til kredsfinalen fra en andenplads, men da kredsvinder Aastrup-Hammelev i hele sæsonen har fået dispensation til at anvende en spiller fra årgang 2001, siger reglerne, at man ikke kan gå videre til kredskampene.

Hurtige kontramål

IF Midtdjurs bragte sig afgørende i spidsen i kredsfinalen i starten af 2. halvleg, hvor holdet udnyttede, at Vorup FB forsøgte sig med et højt pres med to offensive spillere. Det udnyttede ikke mindst lynhurtige Mikkeline Mikkelsen til at bryde igennem modstanderforsvaret nærmest efter behag.
Desuden leverede forsvaret en god indsats, ligesom målmand Simone Dalgaard præsterede mange fine redninger og også sluttede kampen af med at nappe et straffekast efter tid.
Det sejrende Midtdjurs mandskab bestod af følgende: Simone Dalgaard, Mikkeline Mikkelsen, Mathilde Nielsen, Tenna Zacho, Hannah Stuart, Signe Søe, Terese Gudumlund, Nicoline Nielsen og Benedicte Græbild, der alle fik overrakt medaljer efter kampen sammen med trænerduoen Simona Michlau og Lars Norman Thomsen.
Celine Johansen og Lin Holleuffer har også spillet en enkelt kamp hver i løbet af sæsonen og får dermed også overrakt en medalje til træningen tirsdag.
Sejren berettiger IF Midtdjurs pigerne til at spille om de Østjydske Mesterskaber lørdag 13. april i Spektrum i Odder, men IF Midtdjurs har valgt at sende afbud, fordi holdet i lang tid har været tilmeldt Nøvling Cup ved Aalborg i den kommende weekend.
Her deltager håndboldafdelingen i IF Midtdjurs med et større kontingent af hold - cirka 80 spillere plus trænere, ledere og forældre.
IF Midtdjurs har hos U10 og U12 piger haft 51 piger at træne med i denne sæson.