KPI vendte 0-2 til 4-2 i lokalopgøret i Serie 1
Nørager sæsondebuterede på Kolind Park lørdag eftermiddag, og den oplevelse kunne cheftræner Allan Haslund godt have undværet
Kolind-Perstrup (KPI) hentede sine første tre point i Serie 1 ved lørdag eftermiddag at besejre Nørager i lokalopgøret på Kolind Park med 4-2 (2-2).
Da det digitale stadionur på Kolind Park viste 30 minutter spillet, så det ellers ikke ud til, at hjemmeholdet skulle vinde fodboldkampen.
På mål i det 23. og 30. minut havde Nørager bragt sig solidt i spidsen i sæsondebuten - Kasper Sortkjær til 1-0 og Jørn Sørensen til 2-0.
Men så klokkede Nøragers ellers bundsolide målmand Rene Jeppesen slemt i det, da han klumrede med en ufarlig bold, som hjemmeholdets Kasper Høegh Therkildsen sparkede det sidste stykke over stregen.
"Et regulært målmandsdrop," siger Nøragers cheftræner Allan Haslund, og det bekætfter KPI-spilleren Mikkel Friis Stær.
Scoringen tændte hjemmeholdet, der udlignede til 2-2 fem minutter før pausen ved Claus Koch Andersen.
"Vi havde ellers godt styr på KPI, men det er selvfølgelig fatalt at lukke dem ind i kampen. Havde vi holdt 2-0 til pausen, er jeg sikker på, at vi havde vundet," siger Allan Haslund.
"Vi fik justeret efter 20-25 minutters spil, hvor vi decideret fik lukket ned for Ole Jensens opspil fra de bagerste rækker. I stedet gav vi plads til deres højre back (Mark Thomassen, red.), og det gjorde det nemmere for os at få fat i bolden og sværere for Nørager at spille bolden fra de bagerste til midtbanen," siger KPIs Mikkel Friis Stær.
Mike helt suveræn
Efter pausen forsøgte Nørager at finde momentum igen, men uden det store held, og da hjemmeholdet i det 63. minut bragte sig på 3-2, var det ude med gæsterne.
"Paw Elgaard sparkede helt forbi bolden, og så kunne KPI let spille sig igennem til scoring. Igen en personlig fejl, der fik store konsekvenser," noterer Allan Haslund.
KPIs målscorer var Kasper Høegh Therkildsen og oplægger var lynhurtige Mikael "Mike" Meldgaard Petersen, KPIs bedste i opgøret, ifølge Mikkel Friis Stær.
"Mikael spillede en suveræn kamp og var klart vores bedste mand," siger Mikkel Friis Stær.
"Han kom først ind, da vi måtte skifte ud tidligt, fordi Daniel Bagger Pedersen gik i stykker, men da han kom ind, gjorde han stort set, hvad der passede ham," roser Mikkel Friis Stær.
Hjemmeholdet styrede resten af kampen, og da Claus Koch Andersen scorede på hovedstød efter et hjørnespark i det 72. minut, var det ude med gæsterne.
"Michael Jensen skulle dække Claus Koch på standardsituationerne, men desværre slap han markeringen, så igen et alt for nemt mål," siger en skuffet Haslund.
"Vi kunne have scoret til både 5-2 og 6-2 mod slutningen, men to afslutninger ramte desværre træværket," fortæller Mikkel Stær Friis.
Glæde og skuffelse
I hjemmeholdets lejr var der selvfølgelig stor tilfredshed med resultatet, mens gæsterne hang med skuffen.
"Jeg var vildt skuffet over, at vi nærmest slår op i banen mod slutningen, hvor det er rigtigt, at Kolind kunne have scoret et par mål mere," siger Allan Haslund.
"Det duer heller ikke på dette niveau at forære tre mål væk, for jeg synes egentlig ikke, at Kolind på nogen måde var skræmmende . Det var mere os, der gjorde dem gode ved at lave så store fejl."
Mikkel Friis Stær hæftede sig ved, at alle mand leverede og viste god moral.
"En helt klar fortjent sejr til os, og da vi først kom i gang, var vi det bedste hold på banen."
KPI var uden Rasmus Møller, der var til 50 års fødselsdag. Til gengæld var Rasmus Meyland tilbage.
Hos Nørager måtte Allan Haslund selv stå en 14. mand, medens 13. manden Thomas Rasmussen var halvskadet. 12. manden Steffen Klintø kom på banen efter pausen.
"Vi er ramt på bredden, men det ved vi, så det er ikke nogen undskyldning, " siger Allan Haslund, der snart håber, at have Søren Bai tilbage på træningsbanen.
"Han skal lige have grønt lys fra lægen, men jeg håber på ham snart," siger Haslund, der har vinket farvel til sidste års topscorer Rasmus Nørgaard, som på grund af arbejde og studier ikke kan træne. Derfor spiller han i foråret hos Allingåbro i Serie 4, hvor han kan være med uden at træne.
KPIs andethold i Serie 4 spillede 0-0 hjemme mod JAI.