Daniel Nielsen loppede 3 point til Auning
Auning var bagud 0-1 ved pausen mod Randers Freja, men hev sejren hjem på to mål efter pausen
Det var to svækkede mandskaber, der løb ind på Auning Stadion lørdag eftermiddag for at duellere i Serie 2.
Hjemmeholdet måtte undvære skadede Mogens Laursen og helt uventet måtte Esben Sørensen også trækket stikket ud.
"Esben havde været forbi sin kiropraktor, der forbød ham at spille. Et trælår i låret trykkede på en nerve, derfor," fortæller Aunings cheftræner Kasper Eriksen.
Randers Freja mødte kun frem med 12 mand, fordi klubbens andethold i Serie 4 spillede på samme tidspunkt.
"Det gav os lidt problemer, så vi manglede tre mand fra sidste kamp, blandt andet en stærk spiller som Alexander Moth, der døjede med en skade," fortæller Randers Frejas spillende trænerassistent Luca Imperatore Sørensen.
Helt ude i 25 minutter
Randers Freja havde på forhånd besluttet at spille afventende og koncentrere sig om at stå godt på banen.
"Banen var bestemt ikke til hurtigt pasningsfodbold, så vi besluttede at overlade meget af initiativet til Auning, og det lykkedes egentlig meget godt," siger Luca Imperatore Sørensen.
"Auning spillede stort set gennem hele kampen med lange bolde fra Søren Holdgaard, og det synes jeg, vi dæmmede godt op for."
Randers Freja kom foran 1-0 efter 20 minutter, da hjemmeholdets Emil Krabbe ikke fik fart nok i en tilbagelægning.
En Randers spiller smuttede imellem og passerede Aunings målmand Nikolaj Hornbæk.
"De sidste 25 minutter af første halvleg var vi helt væk. Alle gemte sig, og ingen tog bare skyggen af initiativ til at ændre på tingene," erkender Kasper Eriksen.
Derfor brugte han mundtøjet flittigt i pausen for at få banket noget gejst ind i holdet, der måtte trække midtstopper Mads Møller ud i halvlegen med en skade.
Flot mål af Christian Dahl
Efter pausen kom Auning også bedre med i spillet, og optimismen fik et skud vitaminer, da Aunings bedste mand Christian Dahl udlignede i det 63. minut.
"Et flot mål sparket med højre, der blev følt ind i målet hos Martin S. Jensen (tidligere superligamålmand i OB, Esbjerg og Randers FC, red.)," fortæller Kasper Eriksen.
"Inden da kunne vi være kommet på 2-0, men desværre sparkede vores angriber forbi i en fri position," fortæller Luca Imperatore Sørensen.
I det 83. minut blev kampen så afgjort, da Søren Holdgaard fandt Daniel Nielsen med en lang fremlægning, som den vævre angriber lige netop nåede tidsnok til, at han kunne vippe den over en fremadstormende Martin S. Jensen.
"Træls, at vi ikke lige fik kommunikeret ordentligt i situationen, for det havde vi ellers været gode til indtil da, når Holdgaard slog sine lange bolde," siger en ærgerlig Luca Imperatore Sørensen.
Han var træt af pointtabet, men alligevel fint tilfreds med "knægtenes præstation".
"Med kun 12 mand var det egentlig okay, og jeg følte, at vi havde god kontrol over tingene og holdt Auning fra chancer. Vi må erkende, at der er kæmpestor forskel på vores spil alt efter, om vi spiller på vores kunstgræsbane i Randers eller på en knoldet bane i Auning."
Tre gode pinde
Kasper Eriksen var naturligvis i lidt bedre humør og roste især Christian Dahl for at svinge taktstokken efter pausen.
"Klart vores bedste spiller, men også Bobby Brix og Daniel Nielsen bidrog med fornuftige indslag," siger Kasper Eriksen.
"Jeg er tilfreds med, at vi kom flot igen i 2. halvleg efter at have spillet det absolut ringeste, træningskampene medtaget, i dette forår i de sidste 25 minutter af 1. halvleg."
Auning spiller igen allerede tirsdag aften mod Bælum/Solbjerg IF, nedrykkere fra Serie 1, på Auning Stadion klokken 19.
Her gør Martin Bytoft Fanø Laursen comeback i målet, fordi Nikolaj Hornbæk er forhindret i at spille.
Heller ikke Esben Sørensen kommer med i denne kamp, mens der er tvivl om både Mads Møller og Mogens Laursen.