Norddjurs Bussen har kurs mod Parken
Når Randers FC spiller pokalfinale mod Esbjerg Kristi Himmelfartsdag i Parken er kronjyderne sikker på støtte fra to busfulde med norddjurs'ere
Alle sande fodboldelskere på Norddjursland holder med Randers FC.
Det kommer igen til udtryk, når Østjyllands bedste fodboldhold spiller pokalfinale i Parken Kristi Himmelfartsdag - torsdag 9. maj - i Parken København mod Esbjerg.
Norddjursbussen, der kører fast til Randers FCs hjemmekampe på AutoC Park Randers, parkerer naturligvis ved Parken til pokalfinalen.
Norddjursbussens 'direktør' Frank Rasmussen kunne efter blot to dage med billetter i udbud tænde den røde lygte.
Interessen for at støtte Randers FC i Parken var så stor på Norddjursland, at der kører hele to busser til København.
Frank Rasmussen er selv turleder i den ene, mens Ib Christensen, der står for Nørager Boldklubs Skybox på AutoC Park, er det i den anden.
Flere Randers-tifosis, som blandt andet fodboldformand Claus-Jørgen Busk, Pindstrup, har bestilt tid ved frisøren forud for den store dag.
Claus-Jørgen Busk skal naturligvis have farvet håret i kronjydernes blå farver, så han er behørigt påklædt, når det går løs i Parken.