Fortsæt til indhold

Kasper Fisker klar for det udvalgte hold

Hobro har sagt god for, at den tidligere Nørager-dreng optræder på det udvalgte hold

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Kasper Fisker Jensen, fast mand hos Hobro i NordicBet Ligaen, forstærker det udvalgte hold, der fredag aften møder Randers FC på Auning Stadion.
Hobros sportschef Jens Hammer Sørensen har sagt god for, at den tidligere Nørager spiller deltager i kampen.
Lokalavisen, som udtager holdet, havde også forespurgt Hobro, om muligheden for at benytte den tidligere ungdomsspiller i IF Midtdjurs, Dennis Høegh, men det er ikke muligt, fordi Dennis Høegh skal spille med på Hobros Danmarksseriehold i de sidste fem spillerunder for at få yderligere kamptræning.
Den tidligere AGF'er er efter et års pause på grund af skader tilbage på fodboldbanen igen, men han har, modsat Kasper Fisker Jensen, ikke været fast mand på Hobros mandskab i foråret. Det er blevet til en enkelt scoring - sejrsmålet mod Lyngby.
En anden tidligere ungdomsspiller i IF Midtdjurs, Luca Imperatore Sørensen, der nu er spillende trænerassistent for Randers Frejas hold i Serie 2, skulle også have spillet på det udvalgte hold, men han er i øjeblikket forhindret i at spille fodbold på grund af en forstuvet fod.