Fortsæt til indhold

Vivild kan blande sig i topstriden i Serie 2

"De grønne" kan med en sejr over bundholdet Dronningborg tirsdagens udekamp intensivere spændingen om oprykning

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Når Vivild tirsdag aften lukker første halvdel af sæsonen af med en udekamp mod Dronningborg, vil en sejr betyde, at klubben sammen med Auning, Aastrup-Hammelev og Hadsten står noteret for 13 point for syv kampe.
Dermed bliver de sidste syv turneringsrunder særdeles spændende, fordi der kun er en oprykningsplads at spille om.
Vivild gav sig selv et glimrende oplæg til Dronningborg-kampen ved at vinde weekendens hjemmekamp over Hadsund med 3-0 (1-0).
Barsilianeren Paulo Maiciel scorede et mål i begge halvlege, mens Tor Kristensen Fabian-Jessing "nøjedes" med at ramme plet efter pausen.
"Vi spillede en god kamp og var i fuld kontrol. Eneste minus var egentlig, at der gik alt for længe med at score det mål nummer to, der lukkede opgøret," siger Henrik Angemair, cheftræner i Vivild.

Godt at have Friis med igen

Jeppe Friis var tilbage hos Vivild i centerforsvaret efter overstået karantæne, og det kunne ses på opspillet fra den bagerste kæde.
"Jeppe Friis sørgede for, at vi bevarede ro og overblik i vores afspil fra bagerste kæde," roser Henrik Angemair.
Også unge Frederik Bjerregaard var i vigør efter sin lange skadespause.
"Sammen med Dennis Holdgaard gjorde Frederik det fint på den centrale midtbane," siger Henrik Angemair.
Sebastian Stær var ikke med på grund af en skade. Det går endnu lidt tid, før sprinteren er kampklar.
Tirsdagens modstander, Dronningborg, er på flade konvolutter forud for tirsdags-kampen på grund af skader i førsteholdstruppen.
Dronningborg blev nærmest kørt ud af brættet af Aastrup-Hammelev i weekenden og tabte hele 9-0.