Fortsæt til indhold

Viking Pindstrup serverer stadionpølser lørdag

Cafeteriaforeningen i Pindstrup hallen har investeret i en ny grill, og den bliver varm for første gang, når klubbens fodboldstolthed spiller hjemme for første gang i 2013

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Lørdag spiller Vikings Pindstrups fodboldherrer i Serie 4 årets første hjemmekamp mod Aastrup-Hammelev IF.
Her kan klubbens trofaste hjemmepublikum glæde sig til ekstra service i Pindstrup Stadions berømte sydkurve - den overdækkede terrasse, hvor de mest hardcore fans altid opholder sig.
Den selvstændigt fungerende cafeteriaforening har nemlig investeret i en splinterny grill, som repræsentanter fik samlet i sidste weekend.
Nu skal grillen så have sin ilddåb, og der er linet op med en menu bestående af stadionpølser i Lyngby Stadion format - landets bedste - med brød til eller en tallerkenfuld kartoffelsalat.

Det er endnu ikke helt på plads, hvem der skal bestyre grillen, men fodboldformand Claus-Jørgen Busk lover, at der serveres i god tid før kampstart klokken 16.

Gammel kending med igen

Viking Pindstrup håber, at man til kampen kan byde velkommen til en kær gæst på græstæppet på Pindstrup Stadion.
Jacob Busch, der egentlig havde planer om at spille i IF Midtdjurs, har fortrudt, og nu er han tilbage i vante omgivelser.
Den garderhøje spiller var tidligere en af støtterne på førsteholdet, da klubben var i Serie 3, og nu er han klar igen efter et længere tids skadeshelvede.
Han startede efter Lokalavisens oplysninger træningen onsdag aften, men formen skulle være fin i forvejen.