TRIF/Mørke hentede sin anden storsejr
TRIF gav Østdjurs 91 en snitter med en sikker sejr på 5-0
TRIF/Mørke med den seriøse og vedholdende træner Casper Kjær Sørensen ved roret er endnu en gang ved at rejse fodboldskuden i Rønde/Mørke området.
Efter nedrykningen til serie 5 har holdet fået tilført en række rutinerede spillere til truppen og det giver større træningsintensitet og mere konkurrence om pladserne på holdet.
I weekenden gik det udover Østdjurs 91, som på hjemmebanen fik sig endnu et nederlag – denne gang på 5-0 efter 2-0 ved halvleg, da top og bund mødtes.
Østdjurs 91 ser ud til at få det svært i denne sæson og ligger sidst uden point efter fire kampe og en målscore på 2-18.
Rutine giver støtte til unge spillere
Det var anden kamp i træk, at TRIF/Mørke hentede en 5-0 sejr og holdet fører nu rækken med maksimumpoint efter fire kampe og en målscore på 16-2.
”Vi vinder kampen fortjent med 5-0. Men det bedste er ikke resultatet, men at se, at de ting vi arbejder med træningsbanen, bliver omsat til handling på banen,” siger Casper Kjær Sørensen, som er ved at uddanne sig til træner og tager DBU's B-eksamen i foråret.
De rutinerede spillere er flittige til at træne og de har tålmodigheden, evnerne og fysikken i turneringskampene.
”Det er lige hvad vores unge spillere har brug for at blive støttet af,” siger Casper Kjær Sørensen.
TRIF møder Ådalen lørdag eftermiddag på Rønde Stadion.