Fortsæt til indhold

Supersub Steffen Klintø lynede tre gange

Efter skuffelsen i turneringspremieren mod KPI rejste Nørager sig i hjemmekampen mod svage Sønderup/Suldrup i Serie 1

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Steffen Klintø starter normalt på bænken hos Nørager, men i lørdagens kamp gav cheftræner Allan Haslund ham spilletid fra første fløjt.
Klintø takkede for tilliden ved at ramme plet tre gange i 5-0 sejren over Sønderup/Suldrup IK Frem på Nørager Stadion.
"Vi kontrollerede opgøret fra start til slut og kunne snildt have vundet 8-0," fortæller Allan Haslund.
"Vi ramte stolpen 3-4 gange, og Sønderup/Suldrup var yderst sjældne gæster på vores banehalvdel."

Godt at rejse sig

Allan Haslund var yderst tilfreds med, at holdet rejste sig efter den utilfredsstillende præstation i turneringspremieren mod KPI.
"Sønderup/Suldrup havde intet at byde på andet end fysik og hårdt spil. De kom flere gange for sent i tacklingerne, og jeg er ikke i tvivl om, at de bliver den ene nedrykker, hvis de ikke kan præstere mere end de gjorde mod os."
Ole Jensen (direktete på frispark) og Christian Mørch på et godt langskud scorede de to sidste Nørager mål.
"Det var godt for Klintø at få scoret. Han kunne sagtens have lavet to mere, men ros til ham for at gribe chancen," siger Allan Haslund.

Hentede 14. mand i haven

Allan Haslunds udfordringer med en smal trup kom yderligere til udtryk i lørdagens kamp, hvor Jørn Sørensen måtte melde forfald.

"Han døjer med brok og havde for ondt i 'løgposen' til at kunne spille. Han skal nu til undersøgelse, så må vi se, hvad lægernes dom lyder på," siger Haslund.
Også Michael Jensen og Mark Thomassen stillede småskadede op. Sidstnævnte spillede de første 45 minutter, før han blev afløst af en velspillende Thomas Rasmussen.
Michael Jensen var flyttet fra positionen som central midtbane til hængende angriber for at give ham lidt færre lange løb.
På bænken sad Dan Elgaard og Ronni Bruun. Sidstnævnte fik Allan Haslund hentet til stadion kort før kampstart. Bruun var ellers klar til at hygge sig hjemme i haven, men det fik Haslund sat en stopper for.
Hverken Elgaard eller Bruun kom dog i kamp.
Nørager spiller igen lørdag 4. maj mod Aalborg Chang på udebane.