Hattrick af Mathias Busse i dramatisk kamp i Vivild
Aastrup/Hammelev vandt en sikker 4-0 sejr over Vivild søndag aften på Langhøj Idrætscenter, hvor Vivilds Jeppe Friis fik marchordre allerede før pausen
Aastrup/Hammelevs unge himmelstormere har haft svært ved at leve op til både egne og andres forventninger hidtil i denne sæson, hvor mange ellers har set holdet som potentiel oprykningskandidat til Serie 1.
Søndag aften på Langhøj Idrætscenter i Vivild fik gæsterne imidlertid langt om længe vist noget af det spil, som spillernes talent berettiger til.
Aastrup/Hammelev vandt således 4-0 (3-0) og kunne have vundet endnu mere, hvis ikke holdet i 2. halvleg havde brændt en række store chancer.
Den første halve time var ellers yderst jævnbyrdig, og det lignede en kamp, der ville blive fattig på chancer.
Vivilds assistenttræner Jesper Møgelvang noterede endog en lille overvægt i spillet til hjemmeholdet.
"Vi kom godt fra start og spilfordelingen var vel 55 - 45 i vores favør," vurderer Møgelvang.
"Det var jævnbyrdigt til at starte på, men Vivild kom ikke frem til de store chancer. Jeg talte en enkelt, som deres Paulo Maciel til alt held for os headede lige på vores keeper," siger Aastrup/Hammelevs træner Kim Busse,
Rødt kort til Jeppe Friis
Da Jonathan Henig lige før den halve time bragte gæsterne i front, var det signalet til et livligt sidste kvarter af 1. halvleg, hvor kampen også reelt blev afgjort.
Mathias Busse øgede til 2-0 i det 35. minut, og fem minutter senere indtraf kampens mest dramatiske episode.
Aastrup/Hammelevs talentfulde Andreas Busse slap helt fri i rummet mellem back og stopper på en medløbsbold. Vivilds veteran Jeppe Friis fik ham imidlertid standset. Dommeren mente med unfair midler og præsenterede Friis for det røde kort samtidig med, at han tilkendte Aastrup/Hammelev et straffespark.
"Set fra sidelinien virkede kendelsen korrekt af den udmærkede dommer," lyder Kim Busses vurdering.
"Jeppe siger selv, at der ikke var kontakt, og at Aastrup/Hammelev-spilleren bare smed sig, og at det i øvrigt skete udenfor straffesparksfeltet," siger Jesper Møgelvang.
Straffesparket udnyttede Mathias Busse meget sikkert.
Undgik blamage
I pausen blev man i Vivild-lejren enige om at få afviklet 2. halvleg på bedst mulige måde og uden at få en resultatmæssig sæk.
Aastrup/Hammelev nøjedes da også med kun at score et enkelt mål mere.
Mathias Busse fuldendte sit hattrick, da der manglede en halv time.
"Han kunne sagtens have lavet fem mål mere, men vi brændte mange store chancer mod slutningen af kampen," siger Kim Busse.
"Det er korrekt, at de havde mange chancer, og det er bestemt også et dygtigt hold med mange spillere, der kommer med masser af fart," roser Jesper Møgelvang.
"Men vi skal lige huske, at vi stillede med seks U19 spillere, og så skal der komme udfald. Det kom der så i aften," siger Møgelvang.
Mandfolkepræstation
I gæsternes lejr var der naturligvis masser at glæde sig over.
"En helstøbt holdindsats af alle mand, men vi havde også gjort meget ud af inden kampen at fortælle, at vi nu skulle løfte i flok og udvise en ordentlig attitude," siger Kim Busse.
"I de andre kampe har der været for mange, der har brugt alt for meget energi på at brokke sig over medspillernes kvalitet i stedet for at kigge på sig selv til at starte med. Det så vi intet af mod Vivild, og ros til holdet for, at alle løftede i flok. Det var en fornøjelse at kigge på og en mandfolkepræstation."
Aastrup/Hammelevs spillende cheftræner Jacob Stensgaard havde sat sig selv af, og i stedet spillede 2 x Frederik - Harvig og Husum - i centerforsvaret.
"Harvig måtte desværre udgå med en skade efter en halv time, men så gik angriberen Nicolai Jarsmer ned og spillede i centerforsvaret, og både ham en velspillende Husum er hurtige fyre som snildt kunne matche Vivilds forreste," siger Kim Busse.
Bedst hos gæsterne var dog Mathias Busse, der af kammeraterne blev kåret til man-of-the-match med 15 stemmer.
Flot debut til Lauge Feldskov
Hos Vivild leverede U19 spilleren Lauge Feldskov et overbevisende indhop, da han kom på banen til debut efter pausen.
"Lauge satte sig flot igennem og viste, at han kan være med på dette niveau," roser Jesper Møgelvang.
Vivild var uden Sebastian Stær, der blev skadet i en pokalkamp i U19-rækken midt i ugen, hvor Vivild tabte beskedent 0-1 til FC Djursland.
Hos hjemmeholdet var der comeback til Frederik Bjerregaard, der startede på bænken. Bjerregaard har også døjet med en skade i opstarten til sæsonen.
Tredje mand på bænken, Emil Thyre, også et ungt talent, der fik spilletid.
"Vores bedste var veteranen Dennis Holdgaard, der dygtigt holdt sammen på vores hold og også selv havde overskud til at fordele spillet," siger Jesper Møgelvang.
Aastrup/Hammelev og Vivild skal i kamp allerede onsdag aften. Førstnævnte møder Randers Freja, medens Vivild skal en tur til Hadsten.