KPI smed en føring på 3 - 0
Kolind-Perstrup glemte at lade fornuften råde i lørdagens hjemmekamp på Kolind Park mod Sønderup/Suldrup IK Frem
Det hører til sjældenhederne, at et Serie 1 hold, der fører 3-0 et pænt stykke ind i 2. halvleg smider den sikre føring og må nøjes med 3-3 og et point.
Det skete for Kolind-Perstrup (KPI) i lørdagens hjemmekamp på Kolind Park mod Sønderup/Suldrup IK Frem.
"Vi spilledes godt og fornuftigt de første 25 minutter, hvor bolden blev flyttet fint rundt, og hvor vi også skabte et par stor chancer til både Kasper Høegh Therkildsen og Mikkel Friis Stær," fortæller KPIs spillende træner Mads Berg.
Både Kasper Høegh Therkildensen og Mikkel Friis Stær tog revanche inden pausen. Førstnævnte stod bag scoringen til 1-0, og Stær'en øgede til 2-0 fem minutter før halvleg.
I første halvlegs sidste minut fik gæsterne tilkendt et straffespark, men KPIs dygtige keeper André Ørgaard afværgede sparket.
"En klasseredning af André, for sparket sad faktisk velplaceret nede ved roden af den ene stolpe," fortæller Mads Berg.
"Utilgiveligt dumt"
Umiddelbart efter pausen øgede midtstopper Jeppe Pedersen på hovedstød efter hjørnespark, og så burde den kamp være lukket.
Det var den bare på ingen måde.
"Sønderup/Suldrup IK Frem begyndte konsekvent at sparke lange bolde frem mod vores bagerste forsvar, og hver gang de fik et frispark, høvlede de den ind i vores felt, og det må man rose dem for at gøre særdeles effektivt," kommer det anerkendende fra Mads Berg.
Hjemmeholdet dummede sig derimod gevaldigt og satte konsekvent bolden på spil ved at slå 'vinderafleveringer' i dybden i stedet for at spille BIER (Bold I Egne Rækker).
"Vi har teknisk klart bedre end dem, men til gengæld var de noget klogere end os. Jeg mener foran 3-0 med en god halv time igen, hvad var det lige vi skulle nå," spørger Mads Berg.
"Hver gang en af vores havde bolden, blev bolden spillet i dybden i stedet for, at vi bare kørte den tålmodigt rundt. Dermed fik Sønderup/Suldrup IK Frem alt for ofte fat i bolden, og så blev der lagt pres på os."
Gæsterne scorede tre mål i rap (15 minutter, 25 minutter og inde i overtiden).
"Som jeg lige husker det, kom alle mål efter en dødboldssituation, hvor de enten vandt andenbolden eller var skarpest i det klumspil, der opstod i vores felt," fortæller en frustreret Mads Berg.
"Det var utilgiveligt dumt af os."
Stærkeste opstilling
KPI kunne ellers mønstre stærkeste opstilling. Daniel Bagger Pedersen var tilbage efter en skade og spillede de sidste 20 minutter.
Rasmus Meyland sad ude hele kampen, medens tilbagevendte Morten Mo Thorup var tilbage på andetholdet i Serie 4 efter en længere skadespause.
"Andre Ørgaard var vores bedste. Han kunne ikke gøre noget ved de tre mål, reddede flot et straffespark og var generelt stærk i feltet," roser Mads Berg.
KPI møder tirsdag aften Hornslet på Hornslet Stadion.
"Den kamp bliver særdeles vigtig for begge hold, og vi skal indstille os på en svær kamp. Hornslet har også folk, der er stærke i luften og kan volde os besvær," advarer Mads Berg.