Det haster med at råbe: "Come on the reds"
Nyoprykkerne Viking Pindstrup tabte søndag aften nøglekampen til Allingåbro og får nu svært ved at overleve i Serie 4
"Vi var der slet ikke den første halve time, hvor Allingåbro scorede to mål," fortæller Viking Pindstrups Tom Bæk Petersen, sammen med Uffe Bach Jakobsen og Kasper Ilsøe "Lille Leif" Babis, trænertrioen i Pindstrup-klubben.
Allingåbro scorede et mål mere efter pausen i søndagens aftenkamp, så sejren kom til at lyde på 3-0.
"Vi kom bedre med efter pausen, hvor vi også havde muligheder for at score, men Allingåbros målmand Anders Petersen stod en rigtig god kamp," siger Tom Bæk Petersen.
Viking Pindstrup havde Mads Qvist og Philip Bjerre Rasmussen tilbage igen. Duoen dannede den centrale midtbane, hvor "soldaten" Rene Johnsen var hårdt savnet med sin hurtighed, løbevillighed og fysiske styrke i nærkampene.
Fortjent sejr
Tom Bæk Petersen anerkender Allingåbros sejr, men synes dog den var en kende for stor.
"Vi manglede det sidste, men vi også være realistiske i forhold til vores niveau."
Den spillende træner-bagstopper glæder sig over, at Stefan Junker, der ellers bor på Fyn, igen var til rådighed og på positionen som venstreforsvarer leverede en overbevisende indsats - nok til at blive kåret til "man-of-the-match".
"Det ser heldigvis ud til, at vi kan råde over ham i de fleste af de resterende kampe, fordi han er vendt tilbage til en gammel flamme i Pindstrup," smiler Tom Bæk Petersen.
Kampen blev overværet af 40 tilskuere, der atter blev fornemt trakteret med stadionpølser af cafeteriaforeningens nøglepersoner, Klaus Kruse Rasmussen og Claus-Jørgen Busk.
Viking Pindstrup, der kun har samlet fire point i syv kampe, spiller igen 2. pinsedag mod Grenaa på Grenaa Stadion klokken 13.
Weekenden efter spiller Vikingerne hjemme mod Rougsø FF. Her har Kenneth Viik og Chris Johnsen meldt afbud, fordi de to skal danse ud ved karnevallet i Aalborg hele weekenden.