Fortsæt til indhold

IFM Håndbold har fået ny-gammel formand

Dan E. Föh har taget roret i håndboldafdelingen i IF Midtdjurs for tredje gang, og han er klar

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Der skulle en ekstraordinær generalforsamling til at få en ny bestyrelse på plads i håndboldafdelingen i IF Midtdjurs.
Dan E. Föh, tidligere håndboldformand i to omgange i IF Midtdjurs, havde inden den ekstraordinære generalforsamling fået et vink om, at der var behov for hans indsats igen, og det tændte ham.
"Jeg sagde på generalforsamlingen, at hvis man kunne bruge mig, så var jeg parat," fortæller Dan E. Föh.
Det kunne håndboldafdelingen i den grad, og Dan E. Föh er nu startet 'på jobbet'.
Han afløser den mangeårige formand og ildsjæl i håndboldafdelingen, Niels E. Broni, der på forhånd havde meldt ud, at kom der ikke nye folk til, ville det betyde lukning af håndbolden i IF Midtdjurs.
Broni fortsætter i bestyrelsen som kasserer, mens Henning Thiemer Andersen er sportschef.

Har bedre tid nu

Dan E. Föh er parat til at tage fat og ændre på nogle mekanismer i håndboldafdelingen.
"Jeg stopper i mit nuværende job som underviser ved CV2 Djursland til sommer for at gå på pension, og derfor har jeg nu ekstra god tid til at involvere mig i håndboldafdelingens dagligdag igen," siger Dan E. Föh.
Dan E. Föh vil primært gøre sin indflydelse gældende i håndboldafdelingen, men han er også parat til at diskutere fremtid for IF Midtdjurs.
"Jeg lancerede sidste gang, jeg var håndboldformand nogle tanker til, hvordan vi kan trække flere folk ind i arbejdet, og de planer har jeg tænkt mig at forfølge."
Den ny håndboldformand mener, at tiden er løbet fra gammeldags ledelse i foreningslivet.
"Vi skal naturligvis have andre end bestyrelsen draget ind i den daglige drift, og det tror jeg er muligt, hvis vi beder forældre og medlemmer løse konkrete opgaver, som de tidsmæssigt kan overskue. Jeg tænker her på planlægning af afslutningsfest, kontakt til sponsorer, aftaler omkring hjemmestævner, pasning af hallens cafeteria, sportsligt set-up og sociale tiltag."
"Det står og falder med, at vi naturligvis finder de rigtige til at tage ansvaret på sig. Jeg fornemmer, at der er mange ressourcestærke forældre som godt vil hjælpe til, hvis vi på forhånd aftaler, hvad opgaven indebærer. Nemt bliver det ikke, og vi skal selvfølgelig vurdere nøje, hvem der magter at løse opgaverne, men det er en proces, der skal sættes i gang og styres af bestyrelsen," understreger Dan E. Föh, der har været håndbolddommer i mange år, men nu udelukkende arbejder som dommerudvikler og giver support til nye, lokale dommere af begge køn.