Nørager har momentum - KPI på trænerjagt - Hornslet ude
Nørager spiller tirsdag aften lokalopgør mod allerede-nedrykkede Hornslet, som søndag takker af i Serie 1 med endnu et lokalopgør mod Kolind-Perstrup, der endnu ikke er sikre på at undgå nedrykning
De tre lokale klubber i Serie 1: Nørager, Kolind-Perstrup og Hornslet går på sommerferie i den kommende weekend med vidt forskellige miner.
Bedst har Nørager klaret sig. Cheftræner Allan Haslund har atter fået en smal trup til at udvise musketerånd, og den kom til at stå sin prøve, da landsbyklubbens udvalgte på et tidspunkt lå under nedrykningsstregen.
Til gengæld har Nørager haft momentum i de seneste seks spillerunder, hvor det er blevet til fem sejre og kun et smalt nederlag til rækkens duks, Kristrup.
I weekenden vandt Nørager med 1-0 over Aalborg Chang, der dermed måtte afgive førstepladsen til Kristrup.
Nøragers supersub Steffen Klintø var atter på pletten og scorede i det 41. minut.
"En glimrende fodboldkamp, hvor vores forsvar med Søren Bai i topform afviste Aalborg Changs forreste i stort set hele kampen. I den modsatte end havde vi flere chancer til defintitivt at lukke kampen," fortæller Allan Haslund, der tirsdag aften sender sit hold i kamp mod Hornslet på Nørager Stadion.
Haslund tørster efter at revanchere nederlaget fra den modsatte kamp i Hornslet på 3-0.
Lørdag afsluttes der mod Langå på udebane.
"Vi satser på at vinde begge kampe, så vi slutter på tredjepladsen," siger Haslund, der fortsætter i Nørager i næste sæson, som indledes tirsdag 23. juli.
Nørager har aftalt en træningskamp mod Vivild som optakt, og træner Haslund er ikke interesseret i flere.
KPI tabte igen 1-0
Kolind-Perstrup (KPI) kunne lørdag have lukket alle teorier om nedrykning til Serie 2 ved at besejre rækkens nummer næstsidst Sønderup/Suldrup IK Frem på udebane.
Men KPI, uden skadede Claus Koch Andersen, tabte for femte gang i denne sæson med 1-0.
"Vi havde bolden meget, men skabte igen alt for lidt. To muligheder til Rasmus Peter Bisgaard Hansen var vel alt, hvad vi spillede os frem til," fortæller spillende cheftræner Mads Berg.
Dermed er afstanden i point mellem nummer 6, KPI, og nummer 7, Sønderup/Suldrup IK Frem, kun et point.
KPI spiller søndag hjemme mod allerede-nedrykkede Hornslet på Kolind Park, mens Sønderup/Suldrup IK Frem møder Aalborg Chang på udebane lørdag.
"Når vi går på banen søndag, kender vi således betingelserne, og det må alt andet lige være en fordel," siger Mads Berg.
Han fortsætter som spillende cheftræner i næste sæson, mens hans kompagnon, Henrik "Laur" Laursen stopper efter eget ønske.
"Vi har haft forespørgsler ude til flere, men vi har ikke fundet en ny mand endnu," fortæller Mads Berg, der forventer at kunne fortsætte med en nogenlunde uændret trup efter sommerferien, hvor Harald Bjerregaard fortsat skal være træner for andetholdet i Serie 4.
"Det tærer på ens mentale kræfter"
I Hornslet er spillende cheftræner Thomas Gerberg ved at glæde sig til sommerferien.
Med kun 4 point i 12 kampe har rosenholmerne for længst udspillet deres rolle i Serie 1. I næste sæson står den igen på fodbold i Serie 2 efter blot en sæson i Serie 1.
Senest tabte Hornslet med sølle 3-2 til Dronningborg på hjemmebane efter at have ført 2-1 til, der manglede fem minutter.
"Meget frustrerende, men det er altså også svært at holde en hel kamp fysisk for spillere, der normalt ikke er med på førsteholdet, men som bliver tvunget til at spille 90 minutter, fordi vi er uden 4-5 stamspillere," erkender Thomas Gerberg.
Henrik Dueholm på straffespark og Jesper Josiasen scorede for Hornslet.
"Vi var uden Kåre Sørensen, Pelle Pilgaard, Simon Pedersen, Kim Petersen og Morten Johansen. Den sidste, der har hjulpet på det seneste, brækkede kravebenet, da han deltog i et cykelløb under Mørkes sommerfest," fortæller Gerberg.
Han og assistenttræner Lars Andersen, holdets keeper, afklarer i denne uge, om de fortsætter trænergerningen i Hornslet efter sommerferien.
Gerberg forventer, at Kåre Sørensen bliver klar til de to sidste kampe, mens Pelle Pilgaard foreløbig har lovet at være 14. mand i tirsdagens kamp mod Nørager.