Fire gule og et rødt kort til Kolind-Perstrup i Serie 1
Rasmus Peter Bisgaard Hansen fik direkte marchordre, da Kolind-Perstrup tabte 1-0 til Aalborg Chang lørdag eftermiddag
Kolind-Perstrups (KPI) langfart lørdag eftermiddag til Aalborg sluttede i en omgang hat og briller.
KPI-spillerne inviterer sikkert ikke dommeren til at holde juleaften i Kolind i år efter, at han efter pausen i opgøret mod Aalborg Chang hev kortene op af lommen i et væk, og udelukkende til gæsterne.
Jeppe Pedersen, Rasmus Peter Bisgaard Hansen, Mikkel Friis Stær og Rasmus Møller fik alle gule kort, og Rasmus Peter Bisgaard Hansen brokkede sig så tilpas over sit gule kort, at han i sekunderne efter blev strittet ud af banen med direkte rødt kort.
"Jeg vil ikke sig ret meget om dommerens præstation, men han var ikke så heldig med alle sine kendelser set fra vores synspunkt," siger KPIs spillende træner Mads Berg.
Hjemmeholdet Aalborg Chang - "klart det bedst spillende hold, som vi har mødt i denne sæson," siger Mads Berg - blev ikke inviteret med til at deltage i kortspillet.
Sen scoring
Aalborg Chang sluttede en lige første halvleg med at score kampens eneste mål efter et et indlæg, hvor hjemmeholdet bankede returbolden i mål.
"Vi nåede næsten ikke at bringe bolden i spil igen, så det var i sidste sekund, at scoringen faldt," fortæller Mads Berg.
"Faktisk Aalborg Changs eneste mulighed før pausen, medens vi havde en stor chance til Kasper Høegh Therkildsen og 2-3 andre opløb, hvor den sidste pasning desværre kiksede.
Efter pausen havde KPI nok at gøre med at forsvare sig i takt med, at kortene fløj om ørene på spillerne.
"Vi spillede 9 mod 11 i ti minutter, og vi var langt væk fra at kunne true hjemmeholdet, der havde et par store muligheder for at lukke kampen. Vores målmand André Ørgaard reddede blandt andet meget fornemt en afslutning, der havde retning mod "krogen," fortæller Mads Berg.
AaB-fan på bænken
KPI havde Jesper Friis Jensen med på bænken i stedet for Morten Thorup, der skal have på kamptræning på andetholdet i Serie 4.
Friis Jensen, storbror til Randers FC-målmanden Peter Friis Jensen, kom dog ikke på banen, men han havde det efter sigende fint med at være i Aalborg, som den inkarnerede AaB-fan han er.
Deværre for Jesper Friis Jensen spiller AaB først hjemme søndag mod Brøndby, så han kunne ikke kombinere seriefodbold med superligafodbold denne søndag.
KPI spiller igen fredag aften på Kolind Park, hvor topholdet Kristrup kommer på besøg. Det bliver uden kantspilleren Rasmus Peter Bisgaard Hansen, der får 1-2 spilledages karantæne efter udvisningen i lørdagens kamp.