Fortsæt til indhold

Brave Vikinger kæmpede forgæves

Viking Pindstrup er kommet en række for højt op, men spillerne slår ikke op i banen af den grund

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Viking Pindstrup er på vej tilbage til Serie 5. Med kun fire point i ni kampe ser det håbløst ud for de brave Vikinger i Serie 4.
Lørdag tabte holdet hjemme til topholdet Rougsø FF med 5-0 (2-0).
"Helt fortjent sejr til Rougsø, men vi gav dem god modstand, og spillerne kæmpede godt, men kræfterne slap lidt op mod slutningen af kampen," fortæller Tom Bæk Petersen, spillende træner i Viking Pindstrup.
Hjemmeholdet var uden 'karnevals-gæsterne', Kenneth Wiik og Chris Johnsen, en sygdomsramt Mads Qvist og en skadet Michael Kraglund Kruse, ligesom Joakim og Martin Jørgensen heller ikke var med.
Til gengæld var Jørgen Erland Sørensen, Mikkel Ejlersen og Glenn Bach Jacobsen nye i truppen. De to førstnævnte udgjorde centerforsvaret, men sidstnævnte, der i en yngre udgave lød tilnavnet 'tordenstøvle', startede ude sammen med trænerduoen Uffe Bach Jacobsen og Tom Bæk Petersen.

Snydt for straffespark?

Rougsø FF bragte sig foran 2-0 i første halvleg, og denne stilling holdt i næsten 45 minutter. Ikke mindst fordi Jonas Ilsøe Babis igen diskede op med gode redninger i hjemmeholdets mål.
"Han og Stefan Junker var klart vores bedste spillere," fortæller Tom Bæk Petersen, der også roser Glenn Bach Jacobsen for en god evne til at fastholde bolden, da han undervejs blev skiftet ind på den centrale midtbane.
"Vi følte ved 2-0, at Jesper Holm Hansen blev snydt for et klart straffespark. Havde vi fået det og scoret, kunne vi måske have rystet Rougsø lidt," funderer Tom Bæk Petersen.
Over 50 tilskuere var på plads i Sydkurven til kampstart, og det obligatoriske traktement med stadionpølser, kartoffelsalat og en håndbajer var atter i top serveret af byens svar på 'Dupond & Dupont', Klaus Kruse Rasmussen og Claus-Jørgen Busk.
Viking Pindstrup spiller igen fredag 31. maj klokken 19.30 mod AC Norddjurs på Pindstrup Stadion. En sejr her kan give hjemmeholdet en absolut sidste livline.