Fortsæt til indhold

Viking Pindstrup gik amok i målrus

Bundholdet i Serie 4 fik nyt liv med en 8-3 sejr over AC Norddjurs på Pindstrup Stadion, hvor også et nyt grill-makkerskab blev testet

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Nyoprykkerne Viking Pindstrup havde før fredagens hjemmekamp mod AC Norddjurs ikke skyggen af tro på overlevelse i Serie 4 efter kun at have samlet sølle fire point hidtil.
Men fredag aften gik tingene op i en højere enhed for de gæve vikinger, der gik mål-amok og vandt hele 8-3 (4-0).
Det på trods af, at Viking Pindstrup måtte smide sin topscorer, Chris Johnsen, Pindstrups svar på Manchester Citys Joe Hart, i mål, fordi den faste keeper, Jonas Ilsøe Babis, foretrak en weekend med kæresten i Tyskland.
Heller ikke Mathias Nygaard (skadet tå) og Mads Qvist (sygdom) var med.
Det var til gengæld 'Gamle Holm', veteranen Jesper Holm Hansen, 42, der nettede tre gange i første halvleg.
"Vi førte 4-0 ved pausen og kom så lidt uheldigt fra start i 2. halvleg, hvor AC Norddjurs scorede to gange, før vi igen fik ro på, da tilbagevendte Rasmus "Zlatan" Binder øgede til 5-2 på straffespark," fortæller spillende træner Tom Bæk Petersen, der selv agerede som højreforsvarer.

Grenaa tirsdag aften

De øvrige fire mål til hjemmeholdet blev scoret af René Johnsen 2, Stefan Qvist og Jacob Busch hver 1.
"Martin Nielsen (træner i AC Norddjurs, red.) fortalte mig, at han fredag eftermiddag havde fået tre afbud, og det var heller ikke et særligt godt hold, vi mødte," erkender Tom Bæk Petersen.
Med fire spillerunder igen kan Viking Pindstrup fortsat redde sig fri af nedrykning, og det er spillerne selv indstillet på, ifølge Tom Bæk Petersen.
"Nu skal vi møde Grenaa tirsdag aften i Pindstrup, og kan vi vinde her, begynder det at lysne lidt, så vi er naturligvis spændte på, hvad Grenaa stiller med af hold," siger Tom Bæk Petersen.
Kampen fløjtes i gang klokken 19 og dømmes af Kurt Pedersen.

Nyt makkerskab bestod

50-60 lokale fans var på lægterne i Sydkurven til det målrige opgør mod AC Norddjurs, og de blev atter trakteret med egnsretten på Pindstrup Stadion: stadionpølser, kartoffelsalat og en håndbajer.
I fraværet af formand Claus-Jørgen Busk - han foretrak en kamp i Auning - var der skiftet ud på grill-holdet, der i stedet bestod af cafeteriaforeningens formand, Klaus Kruse Rasmussen, og lokale Peter Carlo Babis som grillmester.
En stærk og dynamisk duo med gode spidskompetencer som viste sit værd fra start til slut, og sagtens kan blive fremtidens på Pindstrup Stadion.