Fortsæt til indhold

Auning er tre sejre fra oprykning til Serie 1

2-1 sejren over Vivild i lokalopgøret gør nu Auning til favorit til førstepladsen i Serie 2

Sport
Af Lars Norman Thomsen

I begge lejre var der bred enighed om, at Aunings 2-1 sejr i fredagens lokalopgør på Auning Stadion mod Vivild i Serie 2 var helt efter bogen.
"Vi burde have ført 4-0 efter en halv time, for det havde vi chancerne til, men vi måtte nøjes med 1-1 ved pausen," fortæller Aunings målmandstræner Jacob Klïver.
Tilbagevendte Mogens Laursen bragte Auning foran 1-0, men unge Morten Toldbod udlignede i slusekunderne af første periode, da Aunings målmand Martin Fanø Bytoft Laursen tog en chance, der viste sig at være en forkert beslutning.
Mens Auning var i stærkeste opstilling, måtte Vivild undvære den fiberskadede veteran, Jeppe Friis.
Derimod var raketten Sebastian Stær til rådighed igen, men det kneb med luften, så Stær'en spillede kun de første 35 minutter og de sidste ti.
Den brasilianske topscorer Paulo Maciel måtte gå ud i det 70. minut, da han mærkede en forstrækning i låret.

Tidligt sejrsmål

Efter pausen fortsatte Aunings spilovertag, og Danni Bjerres scoring kort ind i 2. halvleg skulle vise sig at blive sejrsmålet.
"Vi kørte den sikkert hjem, men vi havde naturligvis gerne set kampen lukket meget tidligere," siger Jacob Klïver.
Auning kan nu med tre sejre i de sidste fire kampe, der alle er mod rækkens nederst placerede mandskaber, være sikker på oprykning til Serie 1.
Tirsdag gælder det Hadsund hjemme og fredag Randers Freja ude på kunstgræsbanen ved AutoC Park.
"Nu gælder det om at være ydmyge nok til at få regnestykket til at gå op. Det bliver ikke let, for alle hold tørster efter point, men nu skal vi vise, hvad vi består af," lyder det fra en tændt Jacob Klïver.

"Nu må Auning vise formatet"

Vivilds træner Henrik Angermair anerkendte fuldt ud Aunings sejr.
"Auning har et godt hold, der fysisk og aldersmæssigt har den rigtige sammensætning. Vi er for grønne endnu til at kunne matche dem, når de stiller i stærkeste opstilling," erkender han.
"Men nu må Auning vise formatet, og at de magter at holde hjem. De har alle mand til rådighed, og derfor gælder ingen undskyldninger," siger Henrik Angermair.
Han er fortsat fuldt ud tilfreds med sæsonen, og for Vivild og træneren gælder det udelukkende om at få afsluttet på værdig vis. Oprykning er ikke et tema og har aldrig været det.