Det er ude med Viking-Pindstrup i Serie 4
Et afbudsramt Viking-Pindstrup mandskab tabte søndagens bundopgør til Aastrup-Hammelev med 5-2
Der skal overtro og mirakler til, hvis Viking-Pindstrup skal klare ærterne i Serie 4.
Søndag tabte Vikingerne med 5-2 (2-0) til det andet bundhold, Aastrup-Hammelev, der dermed sendte Allingåbro ned 'under stregen'.
Viking-Pindstrup måtte atter undvære en håndfuld aktører af den ene eller anden årsag: Mads og Stefan Qvist, Jesper Holm Hansen, Rene Johnsen og Stefan Junker. Tillige var spillende træner Uffe Bach Jacobsen optaget af et familiearrangement, mens den anden spillende coach, Tom Bæk Petersen, måtte blive på linjen på grund af ømhed i lyskeregionen.
"I pausen måtte vi sætte markspilleren Ole Bak i mål, fordi Jonas Ilsøe Babis døjede med rygproblemer," fortæller Tom Bæk Petersen.
"Vi mødte et udmærket hold fra Aastrup-Hammelev, og det var okay, de vandt."
Joakim Jørgensen, der startede på bænken sammen med broderen Martin Jørgensen og Mikkel Ejlertsen, reducerede til 4-1 for Viking-Pindstrup, og Rasmus "Zlatan" Binder var kort efter på pletten til 4-2.
Ned for at bygge op
Tom Bæk Petersen har det fint nok med, at Viking-Pindstrup nu tager turen ned i Serie 5 efter kun en sæson i Serie 4.
"Vi har manglet for mange spillere fra kamp til kamp, og det duer ikke i Serie 4. Nu skal vi ned i Serie 5 for at vinde nogle kampe og bygge et hold op med en stamme af unge suppleret med et par ældre," siger Tom Bæk Petersen.
Både han, Uffe Bach Jacobsen og Kasper "Lille Leif" Ilsøe Babis fortsætter som træner-trojka efter sommerferien.
Viking Pindstrups to sidste kampe er mod Østdjurs 91 på Pindstrup Stadion på fredag, og mod Øster/Alling ude den efterfølgende torsdag.
"Formanden har fået flyttet kampen mod Øster/Alling fra søndag til torsdag, fordi vi har stor sommerfestlørdag i Pindstrup, og skulle vi spille søndag, var jeg sikkert den eneste, der ville dukke op," smiler han, der noterede sig under søndagens kamp, at de fremmødte tre fans fra Pindstrup med formand Claus-Jørgen Busk i spidsen skyndsomt forlod stadion ved stillingen 4-0.