Fortsæt til indhold

IF Midtdjurs rykker op for andet år i træk

Med en sikker 7-1 sejr over SIF Assentoft/Hørning er IF Midtdjurs tilbage i Serie 2 efter en længere pause

Sport
Af Lars Norman Thomsen

IF Midtdjurs er tilbage i Serie 2.
Det blev en kendsgerning lørdag eftermiddag på Ryomgård, hvor hjemmeholdet kørte gæsterne ud af brættet efter pausen.
Det talentfulde Midtdjurs-mandskab er rykket op to år i træk og har været med til at løfte seniorafdelingen tilbage til tidligere tider efter flere sæsoners ørkenvandring i ingemandsland uden og mål med og et kortvarigt samarbejde med Viking Pindstrup, der blev sat i værk nærmest som en tyv om natten og helt uden perspektiver og respekt for to vidt forskellige fodboldkulturer.

Fire mål af Møller

Mikkel Sonnichsen bragte IF Midtdjurs foran midtvejs i første halvleg, da Morten Klemm Thomsen lagde bolden foran hans fødder.
Gæsterne udlignede mod slutningen af de første 45 minutter, da den unge IFM-målmand Mathias Dichmann Jensen måtte give retur på en afslutning. Returbolden var en af gæsternes spillere hurtigst på, og så stod der 1-1 ved pausen.
Efter pausen overtog hjemmeholdets indskiftede Mikkel Møller totalt scenen.
Fire mål scorede han i rap, det ene på straffespark begået, da Mikkel Fanø fik fejet benene væk under sig i det kriminelle felt.

Mikkel Sonnichsen gjorde det til 6-1 og Morten Klemm Thomsen til 7-1.
Gæsterne gik nærmest i opløsning og brugte stor energi på at kommentere dommerens kendelser. To gule kort gjorde det heller ikke lettere for den tidligere IF Midtdjurs-træner Ingi Thordarsons tropper, der formentlig rykker ud af Serie 3 efter denne blamage.
Sejren betyder, at IF Midtdjurs slutter sæsonen af med 29 point for 14 kampe. Et point foran TMV 8530. Efter sommerferien hedder det Serie 2 på Ryomgård Stadion.