Hovedsponsor forlænger med FC Djursland
Djurslands Bank er klar til at fortsætte samarbejdet med Djurslands fodboldflagskib
Da fodboldsamarbejdet FC Djursland blev præsenteret i november 2008, var det med Djursland Bank som hovedsponsor. Og banken med hovedsæde i Grenaa er så tilfreds med samarbejdet, at FC Djursland og Djurslands Bank er blevet enige om at forlænge samarbejdet.
Den hidtidige sponsoraftale løb til 2014, men med forlængelsen har parterne nu papir på hinanden frem til 2016.
”Vi har tegnet en treårig kontrakt for at klubbens direktør Karsten Eland, holdet og de mange frivillige kræfter omkring klubben kan få ro til at koncentrere sig om fodbolden, så klubben kan fortsætte sin optur,” fortæller marketingchef Louise Ringsted fra Djurslands Bank.
Store krav til klubber i 2. division
FC Djursland har netop sikret sig oprykning til 2. division og har sæsonpremiere lørdag 3. august på hjemmebane på Grenaa Stadion mod fynske Næsby Boldklub.
”Samarbejdet med Djurslands Bank og forlængelsen af sponsoratet er afgørende for at FC Djursland kan se lyst på fremtiden,” siger direktør i FC Djursland Karsten Eland.
”Det betyder enormt meget for klubben at have en så loyal hovedsponsor som Djurslands Bank, der tilmed bidrager med stort engagement. Nu skal vi i 2. division, hvor kravene til hele set-uppet er meget større end i Danmarksserien,” siger Karsten Eland.
Hele egnen får et løft
For at stå rustet bedst muligt også økonomisk til en fremtid med divisionsfodbold, vil FC Djursland i den kommende tid kontakte virksomheder fra Djursland for at invitere dem til at bakke op om klubben og tegne et stort eller lille sponsorat.
”I FC Djursland forsøger vi at få klubbens sportslige ambitioner til at gå hånd i hånd med at give hele egnen et løft. Det handler om mere end fodbold – det her er et projekt, som kan give mening for enhver, der kan og vil tage ansvar for fremgang på Djursland,”siger Karsten Eland.
Det projekt vil Djurslands Bank gerne støtte.
”Klubben har vist sig i stand til at samle borgere, klubber, medier og erhvervsliv om hajerne fra Djursland. Det er en god fortælling, som gavner os alle i regionen, og den vil vi meget gerne være en del af fremover også,” siger marketingchef Louise Ringsted, Djurslands Bank.