Boldjonglør blev dagens hit på fodboldskole
Boldjongløren Michael Toft gav ny inspiration til rekordstor fodboldskole i Rønde
Hvem vil ikke gerne imponere med nogle fede tricks på fodboldbanen?
Arrangørerne bag TRIF's fodboldskole havde tænkt nye tanker, da de efter en del år med en AGF superligastjerne på gæstevisit i år have hentet boldjongløren Michael Toft fra Aarhus til Rønde som ugens gæsteoptræden på den meget velbesøgte fodboldskole i Rønde Idrætscenter
Mere end 200 drenge og piger lige fra U7 til U15 har meldt sig til TRIF's fodboldskole, som traditionen tro ligger i sommerferiens første uge og er så populær blandt klubbens ungdom, at den er udsolgt på ganske kort tid.
”Vi har 208 børn og unge med på fodboldskolen og endnu flere ville være med. Der er fyldt på alle baner og vi har en camp med de ældste på banen bag biblioteket oppe i byen,” fortæller ”fodboldskole-tanten” Bente Lærke Laursen, som sørger for at alt fungerer bag kulissen med omsorg og opmærksomhed til store og små.
Lever som professionel boldjonglør
Hele onsdagen havde fodboldskolen besøg af den 22-årige fodboldjonglør Michael Toft fra Aarhus.
Den unge tekniker kan stort set alt med en bold og var også en særdeles dygtig formidler, når han skulle have fodboldskolens elever til at gøre ham de forskellige tricks efter.
Michael Toft kom rundt på alle fodboldskolens forskellige grupper fra de yngste til de ældste og fik dem til med stor koncentration at arbejde med på hans boldartisteri.
Den unge boldjonglør blev grebet af showsporten som 15-årig og lever i dag som fuldtidsprofessionel ved at optræde med opvisninger, i showkampe eller til workshops.
”Jeg skal til USA i næste uge for at optræde og har for nylig optrådt til Champions League finalen i håndbold i Köln med en opvisning,” fortalte den boldsikre tekniker, som kan jonglere solen sort og med sine øvelser og tricks prøver at fremme legen og den gode teknik i fodbolden.
En TRIF fodbold i gul og blå
TRIF er gået sine egne veje med et fodboldskoletilbud, som hverken DBU eller DGI har andel i.
”Det er tredje år vi kører fodboldskole i vores eget regi. Det betyder, at vi kan sikre plads til vores egne fodboldbørn og lægge et program, som passer ind i vores træningskoncept,” siger Birgitte Bach Thomsen, som på den netop overståede generalforsamling trådte ud af TRIF's fodboldbestyrelse.
Fodboldskolen har en fast stab af voksne trænere og unge assistenter, og rigtig mange af fodboldskolens børn tilkøber frokost i Rønde Idrætscenters spisesal.
Fodboldskolen afvikles ved hjælp af lokale sponsorer og børnene bliver udstyret med et spillesæt og en TRIF fodbold i blå og gule farver.
TRIFs fodboldafdeling har omkring 500 medlemmer, hvoraf de allerfleste er ungdomsspillere.