TRIF/Mørke træner trækker stikket
Casper Kjær Sørensen sikrede TRIF/Mørke oprykning til serie 4, men vil gerne træne et hold på et højere niveau
Med en skrivebordssejr over bundproppen Østdjurs 91 sikrede TRIF/Mørke sig allerede forrige weekend oprykningen fra serie 5 til serie 4.
Men trods oprykningen har holdets træner Casper Kjær Sørensen meddelt både holdet og TRIF's bestyrelse, at han stopper som seniortræner for TRIF/Mørke.
”Jeg stopper efter lange overvejelser. Jeg siger ikke farvel, men på gensyn,” siger Casper Kjær Sørensen.
Han lægger ikke skjul på, at han gerne vil træne et hold på et højere niveau, hvor der er en mere stabil træningskultur og hvor der er flere personer tilknyttet holdet.
”TRIF fodboldprojektet har givet mig utrolig mange og udfordrende oplevelser, men det bliver for meget, når alt for mange opgaver bare hviler på en person,” siger Casper Kjær Sørensen.
Er i gang med en træneruddannelse
Casper Kjær Sørensen flyttede til området for et par år siden og oplevede på sit arbejde som lærer på Rønde Skole, at der var rigtig mange dygtige fodboldspillere blandt børn og unge. Han undrede sig over at TRIF's seniorhold lå og rodede rundt i de lavere serierækker.
”Jeg satte mig for at genrejse en træningskultur, og jeg er glad for at TRIF turde tro på mit fodboldprojekt,” siger Casper Kjær Sørensen, som har trænet TRIF/Mørke i to år og synes han og holdet er kommet godt på vej og har haft et sjovt og lærerigt forår.
Han er tidligere elitespiller og har som ung spillet i Thisted og som lærerstuderende i Skovbakken i Aarhus.
Casper Kjær Sørensen er opsat på at afprøve sig som træner og er i færd med at tage en B-licens og vil så gå efter en A-licens. Han er i kontakt med en ny klub med henblik på at fortsætte som træner.
TRIF/Mørke dlignede tre gange
Kampen mod Ådalen på udebane lørdag var derfor en formalitet og en livlig kamp endte 3-3 efter at Ådalen havde været foran tre gange.
Men TRIF/Mørke svarede hver gang igen med hurtige udligninger, først ved Niels Abildgård på et velplaceret langskud.
Casper Kjær Sørensen var selv på banen i kampen, og udlignede til 2-2 efter en indøvet hjørnesparkskombination.
Endelig var det igen unge Niels Abildgård, som udlignede til 3-3 efter et flot sologennembrud.