Fortsæt til indhold

June Fladborg klar til DM-finalen

Sport
Af Claus Beyer

Lørdag morgen klokken 9 var June Fladborg første deltager på vandet ved DM i slalom på vandski på søerne ved Vallensbæk Vandskicenter.

Der var ingen nervøsitet hos den erfarne vandskiløber, der endelig er på vej tilbage til toppen af den bedste verdenselite, og med stor sikkerhed løb hun sig i DM-finale med et løb der endte med to bøjer på 12 meter line.

Efter den flotte indledning på de nationale mesterskaber sagde June Fladborg:
"Det gik faktisk næsten for godt. Jeg var helt rolig, og resultatet er helt sikkert nok til en finaleplads søndag morgen. Jeg burde nok have gjort det bedre, men jeg glæder mig over, at jeg havde en rigtig god fornemmelse på vandet, og jeg er klar i morgen til at kæmpe om, at komme helt op på medaljeskamlen."

DM er en vigtig forberedelse for June Fladborg til årets store målsætning, nemlig VM i november, hvor hun skal deltage sammen med en anden dansk pige der er på vej tilbage til verdenseliten, Maj Lund Jepsen. Maj blev for snart et år siden korsbåndskadet, og hun er i fuld gang med optræningen, efter at lægerne sidste år erstattede det ødelagte korsbånd med et stykke at knæskalssenen.

Maj Lund Jespen fortæller:
"Styrketræningen er helt på plads, min muskulatur er helt tilbage. Nu mangler jeg træningen på vandet. Jeg skal passe på ikke at presse mig selv for meget, og derfor er jeg heller ikke med her i Vallensbæk. Nu fortsætter jeg styrke- og balancetræningen indtil september, og så tager jeg over til June Fladborg i USA og så skal jeg træne på Junes anlæg i Florida, og så håber jeg, at vi begge er klar til at kunne kæmpe om topplaceringer ved VM."