Fortsæt til indhold

To gamle kendinge tilbage på træningsbanen i Nørager

Nicki Jensen er vendt hjem fra England, Kenneth Fisker har genoptaget træningen efter et årrs pause og Ole Jensen er tilbage efter en langtidsskade

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Nørager har formået at bide sig fast i Serie 1 efter, at oprykningen kom i hus i efteråret 2011, og det med en uhyre smal trup, hvor hyppigheden af skader har været forsvindende lille for cheftræner Allan Haslund og hans 13-14 udvalgte.
Lige nu ser det bedre ud end nogensinde. Veteranen Ole Jensen med den økonomiske spillestil er tilbage efter at have været ude i syv spillerunder i sidste sæson, fordi ryggen gjorde knuder.
Endvidere er fart- & tempospilleren Nicki Jensen tilbage i klubben efter et arbejdsophold i Manchester, ligesom den pålidelige forsvarsspiller Kenneth Fisker igen har fået tid til at træne med efter stort set at have været væk det sidste års tid.
"Det styrker vores bredde betydeligt, og vi bliver ikke så sårbare, hvis vi får skader," siger Allan Haslund, der startede træningen sidste uge, og torsdag aften sender sit hold ud i en træningskamp mod naboerne fra Vivild.

Målsætning fra kamp til kamp

Nørager har klaret sig fint i de tre første sæsoner i Serie 1, og derfor er det nærligende at spørge Allan Haslund, om det er ved at være tid til at have ambitioner om Jyllandsserien?
"Nej," siger han afvisende. "Jeg tvivler helt ærligt på, at vi har den bredde, der skal til for, at vi kan begå os i Jyllandsserien. Jeg vil hellere foretrække, at vi tager en kamp ad gangen, og ser hvor langt det rækker."
Allan Haslund har kontraktudløb efter denne sæson, og det er endnu uafklaret, hvad der skal ske efter nytår.