Vivild vil spille med om oprykning til Serie 1
Cheftræner Henrik Angermair kan råde over en fuldstændig intakt trup i forhold til sidste sæson - måske kommer der endog en forstærkning til
Vivild tog andenpladsen i Serie 2 i sidste sæson efter lokalrivalerne Auning, og med en intakt trup, der muligvis suppleres af Lars Thomsen fra Rougsø FF inden lørdagens sæsonstart mod VRI på Langhøj Idrætscenter, gider cheftræner Henrik Angermair ikke fedtspille med ambitionerne.
"Vi skal helt sikkert kunne spille med om oprykning," fastslår Angermair.
"Vi kan ikke tillade os at melde beskedent ud, når vi har en intakt trup og blev nummer to i sidste sæson. Desuden bliver vi vores unge folk mere modne for hver kamp de spiller, så vi skal med i toppen."
Cheftræneren udpeger Aastrup-Hammelev, Randers Freja og VRI, som de mest alvorlige i topstriden.
"Der er også kommet hold til, som IF Midtdjurs, Purhus og nedrykkerne fra Aarhus 1900, som jeg ikke helt ved, hvor står," indrømmer Angermair.
Det sidste hold i rækken er Hornslet, der rykkede ud af Serie 1 i sidste sæson.
Gode træningsresultater
Vivild har spillet tre træningskampe som optakt til sæsonen.
Holdet besejrede tirsdag aften Auning fra Serie 1 med 2-0.
"De manglede godt nok nogle folk, men alligevel en god kamp af os og et flot resultat," siger Henrik Angermair.
Desuden opnåede Vivild 1-1 mod Nøragers Serie 1 mandskab under sommerfesten i Vivild, og endelig er det blevet til et knebent nederlag til CIF på 4-3.
Bossow ude
Vivild har fortsat afgørende spillere i veteranerne Dennis Holdgaard og Jeppe Friis samt de tidligere divisionsspillere i Skovbakken, Paulo Marciel og Tor Fabian Kristensen-Jessing.
De supplerer en talentfuld stab af unge "konfirmander" med navne som lynhurtige Sebastian Stær og den snu forsvarsspiller Morten Tolbod i spidsen, som har fået bygget rutine, selvtillid og spillemæssig styrke på de seneste par sæsoner.
De er måske ved at være modne til større opgaver.
Til sæsonpremieren og sikkert to måneder frem må Vivild undvære Jonas Bossow, der beskadigede en skulder under sidste uges sommerfest - ikke under fodboldkampen, men senere da det gik mere livligt til.
"Ja, Jonas blev desværre skadet under sommerfesten. Hvordan har jeg ikke lyst til at uddybe nærmere," lyder det smilende fra cheftræneren.
Lørdagens opgør mod VRI starter klokken 13.30.