Fortsæt til indhold

IFM-KPI piger cupvindere efter højdramatisk finale

U15 fodboldpigerne i IFM-KPI vandt sidste weekends Pårup Kro Cup i Bording efter fem gode kampe

Sport
Af Lars Norman Thomsen

IFM-KPIs U15 fodboldpiger, der i efteråret spiller med i A-rækken i JBUs turnering, trak det længste strå ved fodboldstævnet Pårup Kro Cup som blev spillet i weekenden i Bording.
Det skete med en finalesejr på 1-0 over Lind/Kollund (KLG) som også spiller på A-niveau til dagligt. Finalen blev højdramatisk og jævnbyrdig.
Således brændte IFM-KPI pigerne et straffespark undervejs, ligesom træner Claus Tikær blev bortvis fra kamppladsen på grund af protester mod dommeren.
På et mål blot fire minutter før tid blev Sofie Tikær dagens heltinde, da hun køligt snød målmanden og sikkert placerede bolden i rusen.
IFM-KPI havde vundet tre kampe og spillet en enkelt uafgjort på vejen til finalen. Kun en enkelt gang formåede modstanderne at finde vej til IFM-KPI målet.
To piger fra U13 holdet, Sisse Tikær og Smila Zacho, bidrog til sejren.
Mandag 19. august starter pigerne den egentlige turnering, når de møder Skovbakken Kvinder på Vejlby/Risskov Centrets anlæg klokken 18.30.