Mads... You are an IRONMAN
Mads Groht gennemførte KMD IRONMAN Copenhagen i den sindsyge tid 9:17:10
Det var ambitionerne om at prøve noget andet og mere en seriefodbolden i Kolind-Perstrup, der for et års tid siden fik Mads Groht, 27, til kaste sige over triathlon-sporten.
Groht, der arbejder som selvstændig tømrer og bor i Aarhus, fik ret hurtigt smag for kombinationen af svømning, cykling og løb, og via medlemsskabet af Aarhus 1900 Triathlon fik han en fast base, hvor han mødte ligesindede og folk, der kendte faget ud i ekstremerne.
Den ultimative test
Langsomt begyndte drømmen om at gennemføre en ironman at bundfælde sig, men ikke gennemføre, også gøre det med effekt.
Det blev klassikeren KMD IRONMAN Copenhagen, der ude i horisonten begyndte at blive det store mål.
Mads Groht erfarede ret tidligt, at skulle det blive til andet og mere end bare at gennemføre, skulle hele forløbet op til den ultimative test tilrettelægges helt ned i detaljer.
"Fire måneder før konkurrencen indgik jeg en aftale med en personlig coach, Henrik Hyldelund, der sendte træningsskemaer til mig, som jeg skulle følge til punkt og prikke," fortæller Mads Groht.
"Det var vildt hårdt at kombinere med mit arbejde, for når jeg kom hjem sidst på eftermiddagen, var det ud at træne. Ofte først en lang cykeltur efterfulgt af en løbetur i skæret fra gadelysene, og så hjem og i bad og få lidt at spise, før de obligatoriske otte timers søvn."
Mange sure timer
"Hvor har det krævet mange sure træningstimer, og det har selvfølgelig også været hårdt for min kæreste, mens mit øvrige sociale liv stort set har ligget stille. Jeg drak senest en øl nytårsaften," fortæller Mads Groht, der også brugte en del skillinger på at investere i det allerbedste udstyr.
Blandt et aerodynamisk vidunder af en cykel med pladehjul til 60.000 kroner.
De mange hårde og ensomme træningstimer begyndte at gøre deres virkning på den unge triatlets fysiske tilstand.
I ugerne op til KMD IRONMAN Copenhagen trænede Mads Groht således i snit 25 timer om ugen sideløbende med at han passede sit arbejde for at få smør på bordet.
14 dage før konkurrencen i København trappede han træningen ned for ikke at brænde helt ud og tømme kroppens energidepoter. Tværtimod blev der fyldt godt på i dagene op til.
"Jeg vejede 73 kilo på dagen for konkurrencen," fortæller han, der måler et pænt stykke over de 1.80 i højden.
Det gik som en drøm
Mads Groht var derfor særdeles velforberedt til sin debut søndag 18. august, da han gjorde klar til at hoppe i vandet ved lagunen ved Amager Strandpark for at svømme de 3,8 kilometer.
Det gik over alt forventning.
"Mads Groht has completed the 3,8 km swim in the time 1:06:28," kunne interesserede, der fulgte med i konkurrencen på facebook læse.
En meget flot tid for en debutant, der ellers har cykling som favoritdisciplin, og 15-20 minutter hurtigere end planlagt.
De 180 kilometer cykling i nordsjællandske omgivelser forløb også strålende. "...total bike time 4:38:44," stod der nærmest mejslet på facebook.
"Jeg kørte cirka 39 kilometer i snit pr. time," konstaterer Mads Groht, der sluttede af, som havde han aldrig lavet andet med at løbe maratondistancen på 42,2 kilometer på havnefronten i København.
"Mads Groht has finished KMD IRONMAN Copenhagen 2013 with a total time of 9:17:10, total run time 3:22:13. You are an IRONMAN!," stod der på facebook.
9:17:10, en sindsyg tid af en nybegynder, og selvfølgelig har det givet mod på mere.
Efter en uges nedvarmning på Mallorca og par kilo ekstra på sidebenene er Mads Groht begyndt at rette blikket mod Ironman Lanzarote i maj 2014.
Lanzarote er en lavaø og en del af de Kanariske Øer.
"Jeg har en drøm om at gennemføre Ironman Lanzarote, men det bliver ikke her, at jeg slår min tid fra København. Konkurrencen på Lanzarote foregår i et bjergrigt terræn, og det blæser altid en pelikan der, har jeg læst, så det handler kun om at gennemføre," siger Mads Groht, der fortsat kan mærke København i kroppen, både den fysiske hårdhed og den euforiske stemning, som fik adrenalinen til at pumpe.
Honnør for en præstation, der fik andre i branchen til at spærre øjnene op for denne debutant. Måske ligger der en ny sindsyg tid gemt i Mads Groht.