Fortsæt til indhold

Kritiske blødninger ved hjernen

Der er desværre ikke gode nyheder om elite-triatleten Camilla Pedersen mandag morgen.

Sport
Rune Weitling

En berørt triatlon-landstræner Michael Krüger kan mandag morgen fortælle Lokalavisen Esbjerg, at Camilla Pedersen tidligst bliver vækket om 10 til 14 dage. Der er ingen væsentlige ændringer i hendes tilstand, som fortsat er kritisk, men stabil.
"Og der kan desværre også gå endnu længere tid end det. Det skyldes, at Camilla er blevet medicineret så kraftigt. Hun har fået maksimal sovemedicin i seks døgn nu, og selv hvis tallene var blevet bedre, og alarmen var blevet afblæst, så skulle hun trappes langsomt ud. Desværre er tallene ikke blevet bedre," siger en berørt landstræner, der netop nu er ved at skrive en statusmelding til forbundets hjemmeside.
"Det er ikke så godt det her. Men vi håber naturligvis alle på det bedste," siger Michael krüger til avisen.
Denne artikel er opdateret klokken 09.31 med Michael Krügers status på Triatlon forbundets hjemmeside gengivet herunder:



Søndag aften befinder Camilla Pedersen sig stadigvæk i en kritisk tilstand.
Det er fortsat trykket inde i kraniet som det medicinske personale prøver at holde nede, således at en operation/åbning af selve kraniet kan undgås.
Der er indtil videre foretaget to ingreb, det første var at installere måleudstyret i kraniet(tirsdag aften) og det andet var at lægge et dræn i kraniet(onsdag).
Camilla bliver medicineret på maksimum med sovemedicin og da det har stået på lige siden tirsdag aften, vurderer det medicinske personale at der kan gå op til uger fra den dag medicinen nedtrappes til at Camilla vågner. Opstår der komplikationer under nedtrapningen vil medicinen optrappes igen og i så fald vil det hele tage endnu længere tid.
Da der indtil nu ikke er udsigt til at denne nedtrapning kan igangsættes må vi desværre forvente at der kan gå særdeles lang tid før der kan gives prognoser for Camillas udfordringer.
Familien frabeder sig besøg på stuen/afdelingen sålænge Camilla ikke er vågnet. Derimod håber familien at Camilla får alt mulig støtte den dag hun vågner, da det bliver en meget krævende proces.
Desuden frabeder familien sig fortsat at blive kontaktet af interesserede og samtidig har familien også et ønske om, at at de øvrige atleter der var med på turen ikke bliver konfronteret med spørgsmål omkring hændelsesforløbet eller Camillas tilstand. Alle implicerede, familie, venner mm. har det hårdt nok i forvejen og skal have en chance for at bearbejde ulykken.