Bubber udlignede i overtiden
Christoffer "Bubber" Frandsen sikrede Nørager det ene point i søndagens hjemmekamp mod Dronningborg i Serie 1 med udligningen til 3-3 i det 91. minut
Nørager var på randen af et nederlag, da holdet søndag eftermiddag duellerede mod Dronningborg på Nørager Stadion.
3-3 (1-1) sluttede den spændende fodboldkamp, men kun fordi Nøragers midtbanespiller, Christoffer "Bubber" Frandsen, udlignede i sekunderne før, der fløjtet for sidste gang.
"Dronningborg var det bedste hold, vi har mødt i denne sæson," siger Nøragers cheftræner Allan Haslund.
"De har mange dygtige spillere i det fremadrettede spil, og tilmed spillere, der er stærke i hovedspillet som for eksempel Anders Bay, der voldte os store problemer."
Haslund måtte undvære sin faste keeper, René Jespersen, der benyttede weekenden til at blive smedet i hymens lænker.
I stedet vogtede Martin Nygaard målet, og han gjorde det upåklageligt.
"Han fik 14 stemmer efter kampen, så en stor cadeau til Martin, der altid er parat, når vi er i bekneb," roser Allan Haslund sin faste andenmålmand.
To mål af Andersen
Martin Andersen bragte hjemmeholdet foran efter 18 minutter, men Dronningborg svarede igen kort før den halve time.
Efter pausen var der lidt stilstand frem til det 72. minut, hvor gæsterne på ny kom på tavlen. Martin Andersen tog en ny tørn som målscorer i det 78. minut, men blot to minutter senere kom gæsterne med scoringen til 3-2 på den grønne gren igen.
Føringen så ud til at skulle holde hjem, men Dronningborg havde altså gjort regning uden Christoffer "Bubber" Frandsen.
"Vi spillede ikke vores bedste kamp, men det var meget Dronningborgs fortjeneste," siger Allan Haslund, der trods alt var glad for det ene point, og den moral, som spillerne udviste på banen.
Han startede med trioen Christian Mørch, Mark Thomassen og Nicki Jensen på bænken, mens Ole Jensen og Steffen Klintø spillede på kanterne i Nøragers 4:5:1 formation.
"Nicki kom ind og gjorde en god figur. Desværre fik han igen et skrub, så han ikke havde det for godt i sin ene ankel efter kampen," fortæller Haslund, som i weekendens spillerunde kommer på sæsonens hidtil sværeste opgave, når turen går til Aarhus for at møde et Skovbakken-mandskab, der har maksimumpoint efter fire spillerunder og et nærmest surrealistisk målregnskab på 21-2 - det er trods alt Serie 1, vi taler om.
Skovbakken trænes af Chris Sivertsen, og han har dikteret tre ugentlige træningspas. Flere spillere i truppen er faste inventarer i Skovbakkens 2. divisions-trup.