Fortsæt til indhold

Svækket Nørager mandskab tabte til duksen i Serie 1

Nøragers cheftræner Allan Haslund manglede tre støtter i lørdagens kamp mod topholdet Skovbakken, som vandt hjemmekampen 2-0

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Nørager havde kun 13 mand på holdkortet til lørdagens svære udekamp mod ubesejrede Skovbakken. På bænken sad cheftræner Allan Haslund omklædt sammen med Dan Elgaard, som normalt spiller på Serie 5.
Tre faste spillere: Michael Jensen (problemer med menisken), Christian Mørch (trykket ribben) og duracell batteriet, Ole Nielsen (afbud) - var det svært at undvære for den i forvejen smalle trup.
Skovbakkens nedrykkere fra Jyllandsserien, der nærmest med orkanfart har besluttet sig for at slette alle tvivl om, hvem der er rækkens bedste hold, vandt opgøret 2-0.
De to mål blev begge scoret midtvejs i første halvleg.
Det ene efter et regulært målmandsdrop af målmand Rene Jespersen, ifølge Haslund.
"Sejren var okay fortjent, for vi havde ikke så meget at skyde med, men jeg vil da ikke ligefrem påstå, at Skovbakken er vildt bedre end de øvrige hold i rækken," siger Allan Haslund.
"Et godt hold bestemt, men også et vi godt kan bide skeer med i en kamp, hvor vi har fuldt hold."

Jævnbyrdig kreds

Allan Haslund har noteret sig, at bortset fra Skovbakken, der med maksimumpoint 15 efter 5 spillerunder er suverænt i spidsen, virker de øvrige hold meget jævnbyrdige.
"Efter de første runder ser det ud til, at alle hold fra nummer 2 til nummer 8 kan slå hinanden, hvis de har dagen," siger Allan Haslund.
"Derfor bliver det også dyrt at tabe et par kampe i træk, fordi man så kan være under stregen."
Nørager møder i næste weekend, søndag 8. september, Langå på hjemmebane klokken 18.
Her er Ole Nielsen tilbage igen og sandsynligvis også Christian Mørch. Til gengæld er Michael Jensen yderst tvivlsom.
"Problemet er, at hans ene knæ hæver voldsomt efter hver træning og kamp. Vi har vores faste fysioterapeut til at kigge på det, men jeg er ikke særlig optimistisk," indrømmer Allan Haslund.
Michael Jensen er Nøragers store kreatør på sine bedste dage, og det vil være en streg i regningen at skulle undvære ham i de kommende kampe.