Den lille Stær var åh så fornøjet...
Der var Mikkel Friis Stær til forskel, da Kolind-Perstrup vendte 0-1 til 4-1 i lørdagens hjemmekamp mod ASA i Serie 1
Mikkel Friis Stær var tilbage i Kolind-Perstrup startopstilling i lørdagens hjemmekamp mod ASA i Serie 1 efter en kort pause grundet en skade.
Den ernergiske Stær overtog scenen efter pausen, hvor han spillede som om, at han ejede Kolind Park.
Fire mål i rap scorede Stær'en, og det var med til fuldstændigt at vende op og ned på opgøret.
ASA, der kun kunne mønstre 12 spillere, var ellers kommet foran 1-0 i første halvleg, hvor gæsterne havde en lille overvægt i spillet, ifølge Kolind-Perstrups træner Thomas Gerberg, der denne gang forblev på linjen under hele kampen, mens medtræner Mads Berg spillede hele opgøret.
"Efter pausen var vi tæt på at komme bagud 2-0 efter blot et par minutters spil, men vores målmand André Ørgaard præsterede en feberredning, og den var uhyre vigtig," siger Gerberg.
Så tog Stær'en fat
Herefter overtog Mikkel Friis Stær hovedrollen. Først scorede han på straffespark begået mod Ramus Peter Bisgaard Hansen, og siden så han sig ikke tilbage.
Når den lille vævre angriber er i det humør, kører han på høj oktan, og så var ASA pillet ud af den kamp.
4-1 til Kolind-Perstrup og tre point, der lunede i regnskabet, hvad Thomas Gerberg da også noterer.
"En uhyre vigtig sejr som optakt til tirsdagens lokalopgør mod Auning, som klubben har givet os lov til at spille på Svanebo (træningsbanen, red.), da stadions kampbane er så hård at spille på nu, fordi banen ikke bliver vandet, at boldene hopper særdels højt, " siger Thomas Gerberg, der udskiftede hurtige Rasmus Meyland kort efter pausen og erstattede ham med Kristian Høegh som gjorde en god figur.
Rødt kort til Marc P.
I tirsdagens opgør mod Auning må Kolind-Perstrup undvære Marc Pedersen, der blev skiftet ind mod slutningen af lørdagens kamp og reddede sig et rødt kort på blot to minutter.
"Forkert efter min opfattelse. Der skete det, at Marc faldt ved midterlinjen sådan cirka, og da han rejste sig, mente dommeren, at Marc havde sparket ud efter en modspiller, men det var slet ikke tilfældet. Han har nu fået to spilledages karantæne," fortæller en ærgerlig Thomas Gerberg.
Kolind-Perstrup kan til gengæld råde over Kasper Jacob Jensen, der var forhindret i at spille mod ASA.
Lokalopgøret begynder klokken 18.45.