Første sejr til IF Midtdjurs i Serie 2
På et mål af Jonas Simonsen efter 16 minutter vandt IF Midtdjurs fredagens bundopgør over Purhus med 1-0
Nyoprykkerne IF Midtdjurs måtte vente helt frem til 6. spillerunde med at komme på tavlen i Serie 2.
Fredag aften vandt holdet 1-0 over Purhus i det ultimative bundopgør i rækken.
Stopperen Jonas Simonsen scorede målet på hovedstød efter 16 minutter spil efter, at en frisparksbold fra midten var blevet sendt i feltet af Mikkel Møller. Blandt venner og fjender kom Jonas Smonsen højest og pandede bolden op i hjørnet.
Chancer til flere mål
Der var chancer i begge ender til flere scoringer.
"Vi måtte love for vores unge målmand Mattias Dichmann Jensen i anden halvleg, da vi var i undertal, fordi Emil Gregersen var ude med gult kort i ti minutter," fortæller Lars Norman Thomsen, træner i IF Midtdjurs.
"Til gengæld havde vi 4-5 omstillinger efter pausen, hvor Purhus primært satsede på at serve høje bolde mod vores bagerste, som vi burde have scoret på. Vi er fortsat alt for urolige med bolden, når vi får spillet os ud af modstandernes første pres. Her er der virkelig plads til forbedringer i form af mere ro og omtanke."
Både Michael Stegger Jensen, Emil Gregersen og Mikkel Primdahl Sonnichsen brændte direktører efter pausen.
"Vores dagsorden var en sejr, og at vi nu skulle vise, at børnesygdommene fra de første spillerunder var et mere eller mindre overstået kapitel," siger Lars Norman Thomsen
Midtdjurs var uden skadede Nickolaj Emil "Myre" Martinsen, og efter 25 minutter måtte Mikkel Fanø gå ud efter at have vrikket om på den ene fod.
Der er dog et fromt håb om, at begge er med i næste spillerunde.
"Ros til samtlige 14, men skal jeg fremhæve et par stykker, må det blive målmand Mattias Dichmann Jensen, der var sikker i alt, hvad han foretog sig og greb godt ind i feltet samt anfører Dennis Simonsen, som var flyttet fra stopperpladsen til højre back. Denne opgave løste han til ug," siger Lars Norman Thomsen.