Fortsæt til indhold

Tam indsats af KPI i Dronningborg

KPI tabte lørdagens udekamp til Dronningborg i Serie 1 med 3-1 efter en bleg indsats, ifølge træner Thomas Gerberg, som selv scorede et trøstmål

Sport
Af Lars Norman Thomsen

"Når vi spiller godt, er vores topniveau meget højt, men til gengæld er vores bundniveau uhyggeligt lavt, når vi spiller dårligt, og det var tilfældet mod Dronningborg," fortæller den ene halvdel af trænerduoen i Kolind-Perstrup, Thomas Gerberg.
Kolind-Perstrup tabte lørdagens udekamp i Serie 1 med 3-1 (1-0), men holdet havde ellers i starten af kampen et par gode muligheder for at komme foran.
"Desværre brændte KT (Kasper Høegh Therkildsen, red.) to friløbere i starten, som, hvis han havde scoret, kunne have betydet en hel anden kamp," lyder det fra Gerberg.
Det fysisk stærke hjemmehold var ikke de lidt mindre KPI'eres livret, og helt galt blev det, da holdets ankerpunkt, Claus Koch Andersen, midtvejs i første halvleg måtte trække sig ud af kampen med en skade.
Raketten Rasmus Meyland kom ind fra bænken, men han er en anden type spiller end felt-til-felt-spilleren Koch, der både kan erobre bolde og selv fordele dem.
Dronningborg kom foran 1-0 i det 30. minut på et langskud, men heller ikke scoringen vækkede gæsterne til dåd.

"Det var en ynk"

Efter pausen brændte KPIs Mikkel Friis Stær en direktør, inden Dronningborg kom på 2-0 i det 55. minut.
"Resten af kampen var den rene ynk fra vores side. Vi gik slet ikke ind i duellerne med fynd og klem, som det er nødvendigt, og det var decideret skuffende at kigge på, for Dronningborg var faktisk et ret ordinært hold," siger Thomas Gerberg.
KPI udskiftede Kristian Birkelund Høegh i pausen, og ind kom Kasper Jacob Jensen, men det ændrerede heller ikke på kampforløbet.
Thomas Gerberg kom selv på banen midt i anden halvleg, og det lykkedes for ham at pynte på resultatet i det 89. minut. Hans første scoring i KPI-trøjen.
Inden da havde hjemmeholdet lukket kampen med scoringen til 3-0 i det 85. minut.

Skuffet medtræner

Thomas Gerberg og hans spillende medtræner Mads Berg gav tydeligt og klart udtryk for efter kampen, at de var meget skuffede over spillernes præstation og mangel på engagement.
"Det kan ganske enkelt ikke passe, at spillerne efter to sejre i træk kan falde så dybt. Vi kunne jo med en sejr have bragt os op i rækken, hvor det er lidt lunere," siger Thomas Gerberg.
Til tirsdagens træning bliver præstationen evalueret i detaljer, lover han.
"Vi skal være enige om, at når vi møder Søften hjemme på lørdag, skal der lægges mange flere kræfter i," siger Thomas Gerberg, der selv overvejer at starte på banen mod Søften.
"Vi kommer desværre til at undvære Claus Koch, der skal til bryllup i København, mens Marc Pedersen heldigvis er til rådighed igen efter overstået karantæne," fortæller Gerberg.