KPI satte 2-0 føring over styr
Spillende træner Thomas Gerberg var godt tilfreds med spillernes indstilling og indsats, men ikke med, at det kun blev til et point
Kolind-Perstrup (KPI) måtte nøjes med det ene point i lørdagens hjemmekamp mod fysisk stærke Langå i Serie 1.
Trods føringer på både 1-0 og 2-0 formåede hjemmeholdet ikke at holde fast i de sidste 30 minutter, hvor Langå med korte intervaller fra det 20 til 27. minut scorede to gange hos KPI-keeper André Ørgaard.
"Vi var ikke helt tilfredse med, at der ikke blev dømt frispark til André i situationen, hvor de udligner til 2-2. Han havde grebet bolden, men bliver så skubbet til og taber bolden, som en Langå spiller kan sparke i mål," fortæller KPIs spillende træner Thomas Gerberg som igen startede på toppen i hjemmeholdet til lejligheden 4:5:1 formation.
Hjemmeholdet måtte under opvarmningen sige farvel til Claus Koch Andersen, hvis ene knæ gør knuder. KPI havde taget forbehold ved at indkalde den teknisk dygtige og spilintelligente Jesper Friis Jensen som gardering, så han tog plads på bænken sammen med Kasper Høegh Therkildsen og Kasper Jacob Jensen.
Allerede efter to minutter måtte Morten Mo Thorup forlade arenaen med lyskenproblemer. I stedet blev KPIs spillende træner, Mads Berg, rykket ned som højreforsvarer, Rasmus Peter Bisgaard Hansen røg ind på den centrale midtbane, mens Kasper Høegh Therkildsen kom ind på højrekanten.
1-0 ved Rune Bækgaard
KPI kom foran 1-0 ved Rune Bækgaard midt i første halvleg efter et større klumspil i Langås felt.
Små ti minutter efter pausen øgede Thomas Gerberg til 2-0. Den spillende træner på 37 er nærmest røget ind i en målstime efter, at han er begyndt at være med fra start hver gang.
Herefter havde KPI indstillet sig på at køre tre vigtige point i hus, men det kiksede altså.
"Desværre blev det sidste 30 minutter lidt dramatiske, hvor der fra begge sider blev givet og taget og råbt højt," fortæller Thomas Gerberg.
"Heldigvis fik vi dæmpet gemytterne efter kampen og kunne snakke ordentlig sammen. Sådan skal det også være."
Kasper Jacob Jensen, der har været meget fraværende i denne sæson, kom på banen i de sidste 8 minutter i stedet for målscorer Rune Bækgaard.
Nu venter der KPI en spændende kamp lørdag eftermiddag i Nørager. Nørager ligger før de fem sidste spillerunder under nedrykningsstregen med 9 point. KPI har til sammenligning 11 point.
KPI forventer at have Claus Koch Andersen med igen til lokalopgøret, der fløtes op klokken 15.30.