Auning vandt med en pind over KPI
Tre mål af Christian Dahl, heraf to på straffespark, sikrede Auning en 3-2 sejr over KPI og nyt håb i bunden af Serie 1
Auning havde både Mogens Laursen og Dannie Bjerre tilbage i frontlinien til søndagens lokalopgør mod Kolind-Perstrup på Auning Stadion, og det pyntede gevaldigt på det hårdt trængte hjemmehold, som hentede sæsonens anden sejr ved at vinde kampen 3-2 (2-1).
Kolind-Perstrup, der atter var uden Kasper Jacob Jensen (afbud af private årsager) - samt Daniel Bagger Pedersen (studietur) og Rasmus Meyland (skade), kom ellers foran ved den spillende træner Thomas Gerberg midtvejs i første halvleg.
Auning svarede dog hurtigt igen, da Christian Dahl scorede på et langskud hos KPI-keeper André Ørgaard, der så ud til at glide i sit afsæt til bolden, og derfor ikke fik afværget, fortæller Thomas Gerberg.
Inden pausen blev det også 2-1 ved den lille midtbaneteknikker, der sikkert udnyttede et straffespark.
"Vi var blevet advaret om, at Auning Stadion i øjeblikket nærmest er umulig at spille pasningsfodbold på, og derfor passede forholdene langt bedre til Auning, som spillede med lange bolde frem til Mogens Laursen og Dannie Bjerre, end til os, der gerne vil spille med mange pasninger," fortæller Thomas Gerberg.
"Jeg synes, vi spillede en god første halvleg med god disciplin og tænding over hele linien," siger Aunings målmandstræner Jacob Kliver.
Uenighed om straffespark
Efter pausen følte KPI sig bortdømt af dommer Søren Heintze i en situation, hvor dommeren mente, at KPIs Morten Mo Thorup nedlagde en af hjemmeholdets spillere i det kriminelle felt, mens KPI'erne mente, at forseelsen blev begået bag baglinien.
"Hele vores hold og linie mente, at det var en forkert dom, og det fortalte jeg også dommeren med det resultat, at jeg fik det gule kort og ti minutter på bænken. Meget urutineret af mig," erkender Thomas Gerberg.
I forvejen havde KPI Mikkel Friis Stær siddende ude med gult kort for brok.
Aunings Christian Dahl scorede igen fra straffesparkspletten - til 3-1.
"Set fra min position kunne straffesparket godt dømmes, og vi følte også, at vi i en anden situation sagtens kunne have fået tilkendt et straffespark yderligere til Mogens Laursen, men her fløjtede dommeren fejlagtigt for offside i stedet for," siger Aunings Jacob Kliver.
Peter Bisgaard reducerede
I de sidste 45 minutter stod der KPI på det meste, men først 17 minutter før tid lykkedes det Rasmus Peter Bisgaard Hansen at reducere til 3-2.
"Vi pressede på det sidste kvarter, men uden at skabe de helt store chancer. Jeg vil dog mene, at vi godt kunne have fortjent uafgjort," siger Thomas Gerberg.
"Den kamp kunne have gået begge veje, men heldigvis gik den vores," lyder det fra Aunings Jacob Kliver, der erkender, at Auning Stadion er alt andet end prangende.
"Biller æder græssets rødder, og det gør banen knoldet. Derfor er det meget svært at spille organiseret fodbold på Auning Stadion, men det må begge hold så indrette sig efter, og det gjorde vores spillere fint."
Hos KPI var der comeback til Martin Beck Bøjstrup, lillebror til KPI-ikonet Simon Peter Bøjstrup, på bænken. Han kom dog ikke på banen. Det gjorde derimod både Kristian Birkelund Høegh (afløste Rune Bækgaard) og Marc Pedersen (afløste Rasmus Møller).
"Indstillingen var okay hos os, hvor Jeppe Pedersen var klart bedste spiller. Han pakkede Mogens Laursen godt ind," roser Thomas Gerberg.
Bedst hos Auning var, ifølge Jacob Kliver, Christian Dahl og backen René Jeppesen.
Intens bundkamp
Med sejren kom Auning tættere på de øvrige bundhold i Serie 1, men holdet er fortsat under stregen sammen med Nørager.
De to hold mødes i næste weekend i Nørager.
"Vi skal vinde 3 ud af de sidste 6 kampe for at klare frisag, og derfor vil en sejr over Nørager være et godt skridt på vejen," indrømmer Jacob Kliver.
Før den indbyrdes dyst har Auning 7 point for 8 kampe, mens Nørager har 8 point for det samme antal opgør.
KPI har 10 point for 8 kampe og møder i næste runde Langå, der overraskede i denne spillerunde ved at besejre topholdet Skovbakken med 2-1.
Seks hold ud af otte er med i nedrykningsspillet.