Fortsæt til indhold

Auning præsterede et lille mirakel mod tophold

Undertippede Auning IF slog Skovbakken med 2-1 på udebane i jævnbyrdig serie 1 række

Sport
Af Martin Schultz

Med optimal udnyttelse af chancerne og et bomstærkt midterforsvar lykkedes det Auning IF at tage tre point med hjem fra Vejlby-Risskov og mødet med oprykningskandidaterne fra Skovbakken.
Dermed krøb de blå fra Auning over nedrykningsstregen og efterlod Søften og Nørager i suppedasen, men kampen om overlevelse i den meget tætte række er knivskarp mellem seks hold, som har fra 15 til ti point med tre kampe tilbage i turneringen.
Kun Dronningborg og Skovbakken kan føle sig sikre, mens både Kolind, Auning og Nørager skal have point ud af de sidste kampe for at overleve.
På lørdag skal Auning IF udnytte den nyvundne selvtillid på hjemmebane mod et andet af de nedrykningstruede hold, Langå.

Tidlig føringsmål til Auning IF

Cheftræner Kasper Eriksen havde fem ny spillere med på holdet, og håbet var at præstere det næsten umulige ved at spillerne gav sig 120 procent i den svære kamp.
”Vi fik en perfekt start, da Mogens Laursen efter to minutter spillede Anders Friis i dybden. Anders løb fra sin modspiller og lobbede flot bolden over målmanden,” fortæller Kasper Eriksen.
”Det gav os tro på at vi kunne være med og foran med et mål kunne vi stille os dybt for at forsvare os og så lure på omstillingerne.”

Rutine og fysik gav mål

Et andet våben i kampen var dødbolde og lange indkast og det gav bonus efter en halv times spil.
Mathias Hornbæk kastede et langt indkast helt ind i feltet og her viste Mogens Laursen fordums skarphed, da han rutineret og med god fysik holdt sin oppasser væk og snittede bolden i mål til 2-0.
Desværre måtte Mogens Laursen lade sig udskifte kørt for pausen med en fiberskade, men i de døende minutter var unge Anders Friis tæt på at bringe Auning foran 3-0.

Skovbakken reducerede på selvmål

Efter pausen gik Auning på banen og forsøgte at holde bedre på boldene for ikke at forsvaret skulle få dem i hovedet igen med det samme.
”Skovbakken havde masser af spil, men vi holdt dem stangen og de havde mange afslutninger udefra, men uden at det for alvor blev farligt,” siger Kasper Eriksen.
Der skulle da også en Auning fod til at hjælpe Skovbakken til en reducering i det 25. minut, da en bold ramte midterforsvarer Mikkel Schnoor på benet og gik i eget net.
”Det blev en nervøs afslutning, men vi holdt stand og fik en tiltrængt sejr,” siger Kasper Eriksen, som især roste sit midterforsvar med Mads Møller og Mikkel Schnoor, som med kort varsel måtte afløse Ulrik Rytter i midterforsvaret.
”Spilfordelingen var nok 75-25 og det er en af de kampe, man kun vinder en ud af 10 eller 20 gange,” mente en tilfreds Auningtræner Kasper Eriksen, som i den næste kamp håber på at have Danny Bjerre og Esben Sørensen med igen og at Mogens Laursen har overvundet sin fiberskade.