Syddjurs noget mere idrætsvenlig end Norddjurs
Forleden kårede DBU Jylland Syddjurs som dårligste fodboldkommune i Jylland, men i ny idrætsundersøgelse er der trøst at hente
idræt Danmarks Idrætsforbund (DIF) har kigget de danske kommuner efter i sømmene på idrættens område.
Kommunerne er blevet målt på 22 forskellige parametre inden for faciliteter, økonomi, frivillighed og idrætspolitik, og med undersøgelsen "Idrætsforeninger i Danmark – rammer og vilkår" får lokalpolitikerne og det lokale idrætsliv et øjebliksbillede af, hvordan idrætsforeningernes vilkår er i deres kommune.
Skive Kommune klarer sig bedst, når man sammenligner på tværs af de 22 parametre, som undersøgelsen benytter sig af.
Syddjurs nummer 51
Parametrene er en blanding af objektive, statistiske tal og subjektive bedømmelser fra tusindvis af DIF's foreninger.
Efter Skive følger Herning på andenpladsen, mens Holstebro indtager tredjepladsen.
Syddjurs, der netop af DBU Jylland, er kåret til Jyllands dårligste fodboldkommune blandt 42 kandidater, placeres i DIF-undersøgelsen på 51. plads. Bedst klarer kommunen sig i kategorien 'idrætspolitik' og dårligst i 'økonomi'.
Politikerne kan måske finde trøst i, at Norddjurs ligger placeret helt nede som nummer 79 i undersøgelsen.
Klik på danmarkskort
"Denne undersøgelse er et vigtigt arbejdsredskab for de kommunalpolitikere, som i øjeblikket fører valgkamp. Nu kan de identificere, hvor deres kommune klarer sig godt, og hvor det går mindre godt", siger DIF-formand Niels Nygaard.
Man kan finde hele undersøgelsen "Idrætsforeninger i Danmark – rammer og vilkår" på DIF's hjemmeside dif.dk.
Her kan man også på et digitalt danmarkskort se, hvordan kommunerne ligger i forhold til hinanden og finde de enkelte kommuners resultater på samtlige 22 parametre.