Fortsæt til indhold

Nøragers cheftræner har ikke opgivet ævred

Efter lørdagens 6-2 nederlag til velspillende Skovbakken Herrefodbold har Nørager i Serie 1 nu kniven for struben før de sidste to spillerunder

Sport
Af Lars Norman Thomsen

"Jeg tror fortsat på, at vi kan redde os med to sejre i de to sidste spillerunder," siger Nøragers cheftræner Allan Haslund.
Efter lørdagens 6-2 nederlag på Nørager Stadion til Skovbakken Herrefodbold er landsbyklubben placeret på jumbopladsen i Serie 1 med 10 point for 12 kampe. Hidtil er det blevet til blot en sejr, men syv uafgjorte kampe og fire nederlag.
Søften GF har samme pointantal, mens Auning har 12, Langå 13 og Kolind-Perstrup 15 på pladserne foran Nørager.
Lørdag møder Nørager fysisk stærke Langå på udebane i et ægte nedrykningsslag.
"Vinder vi her, kommer vi på lige med Langå, men vil være bedre end Langå indbyrdes, og herefter er det op til os selv at vinde i sidste spillerunde over ASA, der ikke har noget at spille for, på hjemmebane," lyder Haslunds regnestykke.

Godt med i en time

I lørdagens opgør måtte de to støtter på midtbanen, Kasper Sortkjær og Michael Jensen, starte på bænken på grund af skader og sygdom, sammen med Kenneth Fisker.
I stedet startede den spillende assistenttræner Martin Andersen på den centrale midtbane sammen med Christoffer "Bubber" Frandsen, mens tilbagevendte Christian Mørke og Ole Jensen lå placeret på kanterne, og Nicki Jensen og Steffen Klintø udgjorde frontduoen.
"Skovbakken er et stærkt hold med mange bevægelige og pasningsstærke spillere, men vi matchede dem nu godt den første time," fortæller Allan Haslund.
Skovbakken førte 2-1 ved pausen.
Ole Jensen udlignede i det 8. minut på straffespark Skovbakkens hurtige føringsmål, men gæsterne bragte sig atter foran i det 26. minut.

Slog op i banen

Efter pausen skabte Christoffer "Bubber" Frandsen nyt håb for hjemmeholdet med sin udligning til 2-2 i det 47. minut, men gæsterne brød hurtigt tilbage med en ny scoring.
"Ved 3-2 havde vi muligheden for at udligne, men vi ramte stangen, og så lukkede Skovbakken kampen i det 80. minut ved at øge til 4-2," fortæller Haslund.
Det blev til yderligere to scoringer til gæsterne inden lukketid, og det ærgede cheftræneren.
"Vi slog helt op i banen i de sidste ti minutter, og det skuffede mig. Selvfølgelig er det ligegyldigt, om vi taber 4-2 eller 6-2, men rent moralsk er der en klar forskel."