To sejre til Nørre Djurs HK i divisionen
Nørre Djurs HKs U16 og U18 drenge fik begge fuld valuta i weekendens kampe
Nørre Djurs HKs U16 drenge i 2. division kravlede op på andenpladsen i rækken, da holdet vandt weekendens hjemmekamp mod Randers HH 2 med 27-25.
Sejren kom i hus efter gode første 45 minutter, hvor spillerne var koncentrerede og spillede som et hold.
Nørre Djurs HK førte således med otte mål før det sidste kvarter og anede fred og ingen fare.
”Men så stivnede vores spil desværre en smule, og vi lukkede Randers unødigt langt ind i kampen. Vi brændte flere store chancer til sidst, men mest af alt stoppede vi med at spille håndbold som et hold, og det er der ikke råd til på dette niveau”, forklarer ungdomskonsulent og træner Henrik Elkjær.
”Vi har mange gode spillere, men det fungere absolut bedst, når hele holdet løber i samme retning. Det har været vores styrke indtil videre i denne sæson, men de sidste 15 minutter blev vi lige mindet om, at det er vigtigt at fortsætte med at holde fokus på holdspillet til træning”, tilføjer Elkjær.
Scorekort Nørre Djurs HK:
- Rasmus Secher 12
- Nicklas Høgh 7
- Emil Søndergaard 5
- Mads Storgaard 2
- Thor Larsen 1
Første sejr til U18
Også U18 drengene i 2. division trak sig sejrrigt ud af weekendens kamp, da holdet vandt bundopgøret over Hadsten Håndbold på udebane med 26-24. Den første sejr i denne sæson.
Kampen var tæt i de første 30 minutter, men efter pausen fik gæsterne et hul på fire mål. Føringen holdt til slutminutterne, hvor hjemmeholdet rykkede to mål tættere på, men uden at komme nærmere.
”Der blev kæmpet godt, og vi spiller hurtigere og hurtigere, så det ser lovende ud i forhold til fremtiden,” konstaterer en tilfreds Henrik Elkjær.
Han hæftede sig især ved nyerhvervelsen Rasmus Høghs indsats på centerpladsen, hvorfra den fysisk stærke spiller fik sat spillet godt op.
”Rasmus er et fysisk pragteksemplar og bliver helt sikkert en gevinst. Der er stadig lidt rust i ham i forhold til, at han ikke har spillet længe, men han har god spilforståelse, og vi glæder os til at se meget mere fra hans side,” roser Henrik Elkjær.
Scorekort Nørre Djurs HK:
- Mathias Mygind 7
- Nicklas Høgh 6
- Rasmus Høgh 4
- Rasmus Lassen 4
- Nicolai Lønsgren 3
- Mathias Bøgelund 1
- Mikas Korsgaard 1